Indflytning i ny hospitalsfløj udskydes to måneder
Færdiggørelse af den første sengebygning på byggeriet af Sjællands Universitetshospital udskydes to måneder. Det får ikke konsekvenser for det samlede byggeri, der skal stå færdigt i 2025.
Som led i afleveringen af byggeriet af sengebygningerne på det nye universitetshospital i Køge, kan totalentreprenøren ikke komme i mål med de afsluttende tests af alle de nye løsninger. Derfor er der nu indgået en aftale om at flytte afleveringsdatoen fra 15. juni til 15. august 2022. Flytningen af de første patienter rykkes til oktober.
- Vi må desværre erkende, at sengebygningen ikke er klar til, at vi kan acceptere det som en endelig aflevering. Derfor har vi valgt at acceptere en to måneders udskydelse, så det er trygt og sikkert for patienter og medarbejdere at tage det i brug, siger Helle Gaub, projektdirektør.
Rykker ikke ved det samlede byggeri
Bygningen er den første af i alt fire sengebygninger, hvoraf den sidste senge- og behandlingsbygning står klar sidst i 2025.
- Jeg er ærgerlig over, at vi rammes af denne forsinkelse på byggeriet af den første senge- og behandlingsbygning. Samtidig er jeg dog glad for, at det ikke går ud over den samlede tidsplan og de mange andre byggeetaper på Sjællands Universitetshospital, der er i gang, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.
Slutdatoen for alle senge-og behandlingsbygningerne flyttes ikke, og det påvirker ikke andre af de i alt 14 delprojekter. Situationen får dermed ikke negativ effekt på den samlede tidsplan for byggeriet.
Ny plan for indflytning
Den nye afleveringsdato betyder, at Sjællands Universitetshospital må justere indflytningstidspunktet for de første patienter fra august til oktober 2022. Hospitalet har længe planlagt indflytningen, hvor mange detaljer skal på plads, før bygningen kan fungere som et hospital.
- Det er ærgerligt, at bygningen er forsinket. Mange medarbejdere har planlagt deres sommerferie af hensyn til forberedelserne til indflytning til august. Derfor vil vi nu gøre vores bedste for, at de, som vil, kan holde lidt mere ferie i sommerferieugerne. Vi vil nu i dialog med ledelse og medarbejdere se på en ny plan for vores forberedelser og indflytning til efteråret, siger Niels Würgler Hansen, sygehusdirektør på Sjællands Universitetshospital.
Når håndværkerne har forladt bygningen, skal den rengøres, hvorefter udstyr og inventar kan flyttes ind og testes, ligesom skabe og hylder skal fyldes. Samtidig skal medarbejderne træne i bygningen og blive fortrolige med nye arbejdsgange, før patienterne flytter ind.
Fakta om byggeriet
- I 2025 står byggeriet færdigt og er klar til indflytning af Sjællands Universitetshospital med specialiseret behandling og forskning.
- Den første behandlingsbygning tages i brug i efteråret 2022. Det er den deletape, der udskydes – slutdatoen for den samlede aflevering i 2025 rykkes ikke.
- Den første deletape udgør cirka 20 procent af senge-og behandlingsbygningernes areal og cirka 12 procent af det samlede byggeri.
Opdateret tirsdag den 11. apr. 2023