Gå til indhold

Brian Hindsbøl

Min vigtigste opgave er at skabe tryghed om natten

Vægteren Brian Hindsbøl står om natten helt alene for sikkerheden på sygehusene i Roskilde og Køge. I 25 år har han gjort en dyd ud at være synlig og skabe tryghed på hospitalets gange.

Af Lasse Rene

Hvad er dit vigtigste værktøj?

Jeg har fuld uniform på, når jeg er på arbejde. Når jeg tager den på, får jeg mere autoritet. Jeg ved ikke, om den retter ryggen mere. Det gør den jo nok. For mange år siden blev vi tilbudt, at vi som vægtere godt måtte nøjes med at have cowboybukser, hvid T-shirt og træsko på. Men det er der jo ingen autoritet i. Hvis jeg kommer ud til en konflikt i træsko og cowboybukser, skal jeg så kaste mine træsko efter folk? Med min uniform på kan jeg bedre
nedtrappe en konflikt og hjælpe personalet, der står i en svær situation. Det handler om at være en form for ”truende” uden at være truende, hvis man kan sige det sådan.

Læs hele magasinet: MAGASIN 2023

♦   Vægterens rolle
Der er to vægtere, der står for sikkerheden om natten på Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Køge. Der er kun én vægter på arbejde om natten. Det er blandt andet vægternes opgave at koordinere samarbejdet med politiet i tilfælde af indbrud.

Hvad har du ellers altid med på vagt?

Jeg har et kæmpe, kæmpe nøglebundt. Ét stort bundt på halvandet kilo. Det er til sygehuset i Roskilde, og så har jeg et lidt mindre et til matriklen i Køge. Det giver adgang til alt. I tilfælde af ildebrand skal jeg jo kunne komme ind over alt. Og hvis vi har indbrud, skal jeg kunne komme igennem områderne hurtigt. Eller lukke områder af.

Hvad er din vigtigste opgave som vægter?

Min vigtigste opgave er at skabe tryghed om natten. Det gør jeg i første omgang ved blot at gå rundt på afdelingerne og tale med personalet og vise, at jeg er her. At der er en vagt på sygehuset.
Så mit job er egentlig at være synlig. Og her kommer uniformen også ind i billedet, for jeg er ikke synlig, hvis jeg bare går rundt i hvidt tøj. Uniformen hjælper i de fleste situationer, men der er også nogle, som bliver provokeret af den. Det hænder, at jeg må forsvare mig selv. Og så gør jeg det, jeg er uddannet til.

Har du et eksempel på sådan en konflikt?

I Roskilde blev jeg engang overfaldet. Der gik tre gutter rundt og gav fingeren til personalet, og de opførte sig i det hele taget bare ikke særligt pænt over for personalet eller patienterne. Så gik jeg over til dem for at bede dem om at forlade sygehuset, og så hoppede de med det samme alle tre på mig på én gang. Jeg er gammel dørmand, så jeg kan godt finde ud af at forsvare mig selv. Imens ringede personalet til politiet. Da politiet kom, stak de af, men jeg løb efter dem og fangede en af dem ude i buskene. Politiet fangede de to andre med deres politihunde.

Kontakt redaktionen

Adresse

Sjællands Universitetshospital

Strategi og Plan

Kommunikation

Lykkebækvej 1

4600 Køge

Skriv til os

Øvrig information

Har du en god idé til et emne, vi skal tage op i Magasin?