Leslie Silvia Strand

Det kan være ensomt, udmattende og kaotisk

Men altid meningsfuldt

Social- og sundhedsassistent Leslie Silva Strand har arbejdet om natten gennem 10 år

Af Lasse Rene

”Det er ren kaos,” siger Leslie Silva Strand.

Klokken er 23, og social- og sundhedsassistenten er netop mødt ind på Medicinsk Afdeling i Køge, hvor hun har arbejdet det seneste halvandet år. Denne nat er der flere patienter indlagt, end der er plads til.

Læs hele magasinet: MAGASIN 2023

Leslie Silva Strand når knap at sætte sig ved sit skrivebord for at orientere sig i journalerne, før hendes kollega råber: ”Leslie, kom og hjælp mig!”

En ældre dame har hevet det drop, der forsyner hende med antibiotika, ud af sin håndryg. Blodet har dryppet på gulvet i få minutter og dannet en lille pøl. Sammen med kollegaen får Leslie Silva Strand hurtigt lagt et nyt drop og trøstet patienten.

Leslie Silva Strand kommer ud på gangen. Hendes hvide bluse er farvet lyserød af blodpletter.

”Jeg kommer lige tilbage om et øjeblik,” siger hun og finder hurtigt rent tøj frem, før hun begiver sig ud på nattens første stuerunde.

Mens hun går på den øde, stille gang fra patientstue til patientstue, rykker hun rundt på alt forflyttet udstyr og placerer det inden for de nøje markerede linjer på gulvet.

”Jeg er sådan en, der kan lide, at der er ryddet og pænt,” forklarer hun.

Leslie Silva Strand har haft nattevagter i forskellige stillinger igennem de seneste 10 år.

”Det bedste ved at arbejde om natten er roen. Jeg nyder den tid, jeg har til at fordybe mig i mit arbejde. Både min tid med patienterne og til det administrative arbejde. Det hårdeste er altid den første nat, når min krop og hjerne skal omstilles til at arbejde om natten, og når jeg ikke kan restituere som mennesker med almindelige arbejdstider gør hele tiden,” forklarer hun.

Nattens vagt er en del af en dobbeltvagt, hvor hunhar arbejdet fra klokken syv om morgenen til fire om eftermiddagen og nu fra elleve om aftenen til syv om morgenen.

”Så jeg er træt nu,” forklarer hun, mens hun sidder på sit kontor og holder styr på patienternes situation på en storskærm.

”Men jeg elsker mit arbejde,” siger hun. ”Det gør mig glad, at jeg kan give en patient ro ved ’bare’ at holde deres hånd eller ved at sige, at jeg er i nærheden, og at jeg nok skal passe godt på dem,” fortæller hun.

På stue nummer 10 ligger en ældre herre. Han er døende. Og han ligger alene. Rummet er helt mørkt med undtagelse af vindueskarmen. Den er lyst op af en lille lyskæde.

”Det er hans familie, der har pyntet stuen lidt op, så her er hyggeligt at være,” fortæller Leslie Silva Strand, mens hun henter noget at drikke til ham. Den døende mand har en kærlig familie, som ofte besøger ham, fortæller hun. De kan bare ikke være hos ham om natten. Men det kan Leslie Silva Strand.

”Når de pårørende ikke har tid til at komme forbi og holde deres far, bedstefar, mand eller ven i hånden, så er det mig, der gør det. Det betyder rigtig meget for mig,” siger hun og tilføjer: ”Jeg skal nok passe på deres elskede, mens de er indlagt her.”

Leslie Silva Strand lukker døren på klem, da hun forlader mandens stue. Det kan være ensomt, udmattende og kaotisk at være på nattevagt, fortæller hun.

”Men det gør ikke noget. For det er meningsfuldt,” siger Leslie Silva Strand, mens hun med raske skridt går ned ad den mennesketomme gang.