Tina Bergen

Mit hjerte er ikke større end andres

Der gemmer sig en bulldog inde i Tina Bergen. Den viser tænder, når hjemløse, alkoholikere eller voldsramte kvinder ikke bliver behandlet værdigt. Bag den knurrende retfærdighedssans gemmer der sig ikke et hjerte, der er større end andres, siger socialsygeplejersken. Men omsorgsgenet er måske – nogle gange – lidt for stort.

Af Joanna Vallentin

Én gang i sit arbejdsliv som socialsygeplejerske er Tine Bergen kørt hjem med tårerne løbende ned ad kinderne. Hun følte sig helt alene den dag og kunne ikke mere. Så hun måtte hjem, greb hundesnorene ved døren og forsvandt ud på markerne med sine to hunde, Balto og Nala.

Læs hele magasinet: MAGASIN 2023

En ung kvinde var fundet død i sit hjem. Siddende i sin sofa med dynen rundt om sig. Børnenes tegninger lå på gulvet. Som socialsygeplejerske havde Tina Bergen tidligere hjulpet kvinden. Både hun og den kommunale samarbejdspartner troede, at det nu gik den rigtige vej. Men så skete ulykken.

”Jeg tudede og tudede. Når der er børn indblandet, bliver jeg altid mere berørt. Og så måtte jeg ryste det af mig. Det nytter jo ikke, at jeg går ned med flaget, hver gang nogen dør,” siger hun.

Det nytter ikke. For andelen af socialt udsatte borgere her i regionen er den højeste i Danmark – og mange af dem dør væsentlig tidligere end gennemsnittet, hele 19 år tidligere end den gennemsnitlige dansker. Så der er hårdt brug for socialsygeplejerskernes ekspertise.

Selv forklarer hun sin rolle på hospitalet sådan her:

”Jeg skal støtte de mennesker, der ikke kan stå op for sig selv. Når patienter, der kommer ind på vores sygehus, ikke kan det, stiller jeg mig ved siden af dem og hjælper dem så godt, jeg kan.”

 

Hendes to voksne døtre mener, at morens store omsorgsgen nogle gange kammer over. ”Jeg er sådan en, der vil hjælpe og redde alle.
Sådan er vi nok mange her på sygehusets gange, der har det. Og ja, det har mine egne børn også mærket. Det er endnu ikke lykkedes dem at komme af sted på lejrtur, uden at deres mor har sneget en medicintaske ned i deres rygsæk,” siger hun og ler.

”Jeg kan godt se, at pigerne nogle gange har ret, når de siger, at jeg skal give slip. Også i forhold til mit arbejde. Men jeg er lidt sådan en bulldog. Hvis jeg ser, nogen blive dårligt behandlet, kommer jeg farende og bider mig fast.”

Hun siger selv, at hun ikke er født med kaldet. Det kald, som, hun ved, andre kolleger har følt altid. Faktisk var hun bange for sygehuse som barn og kan huske, at hun ikke ville besøge sin syge morfar af frygt for de hvide kitler og de sterile stuer.

Men retfærdighedssansen – overbevisningen om, at alle skal behandles ligeværdigt – har boet i Tina Bergen, lige siden at hun som barn voksede op i et parcelhuskvarter i Solrød Strand. Og den der knurrende bulldog, som hun selv omtaler den, fandt for alvor en retning i livet, da hun startede som sygeplejerske på en rusmiddelklinik i København.

”Det gjorde stort indtryk på mig, at mange af de borgere, der kom der, ikke følte, at de var noget værd som mennesker. De var fyldt med skyld og skam, fordi de i egne øjne fejlede igen og igen og igen,” siger hun.

Hun lærte meget i de ti år på rusmiddelklinikken. I mellemtiden flyttede hun og familien fra Greve til en lille landsby tæt ved Køge. Og turen ind til København begyndte at føles lang. Så da den første
stilling som socialsygeplejerske på Sjællands Universitetshospital blev slået op, søgte hun det og fik jobbet.

Også selvom alle rådede hende til at lade være.

”Flere af mine kolleger mente, det var en alt for stor mundfuld. Sygehuset er jo enormt og fordelt på flere matrikler. Jeg kunne umuligt favne dem alle alene,” fortæller hun.

Og kollegerne fik ret.

”Da jeg startede herude følte jeg mig meget alene. Jeg savnede at have kolleger og nogle at vende de her ret voldsomme sager med,” fortæller Tina Bergen.

”Samtidig forsøgte jeg at opbygge min egen institution i den i forvejen enorme institution, og det tager tid. Ingen kendte mig eller vidste, hvad jeg lavede, og jeg kendte heller ikke dem. Så det var virkelig ikke nogen nem opgave.”

Men hun bed sig fast, og langsomt blev hen- des arbejde synligt for flere afdelinger på sygehuset. Hendes telefon begyndte at ringe oftere og oftere, når personalet efterspurgte hendes råd og vejledning.

 

 

Endnu en socialsygeplejerske, Rikke Nielsen, blev ansat til at dække matriklen i Roskilde, mens Tina Bergen blev i Køge. Og som den seneste nyansatte socialsygeplejerske på Sjællands Universitetshospital, Inge Alterskjær, indskyder, mens Tina henter sine ting på deres lille, fælles kontor i Køge:
”I dag ved alle, hvem Tina er. Hun er en mar- kant profil her på sygehuset, og hendes ord har stor vægt.”

For Tina Bergen selv handler det om at stille op. Som hun for eksempel gjorde for Verner. ”Verner var sådan en eneboer, der var gået

under radaren hele sit liv. Han nørdede med sin pibe derhjemme, drak og var helt, helt alene. Han var ikke så slemt tilredt, at han kunne få en aflastningsplads, men han var tydeligvis heller ikke i stand til at tage vare på sig selv. Jeg mødte ham, da han fik kræft i halsen. Jeg følte ikke, at han havde andre end mig – og jeg kunne se, at han ikke fik den hjælp, han skulle have. Derfor kom den der bulldog igen op i mig,” siger hun.

Hun mødtes med kommunen, fik sammen med Verner og en jurist skrevet testamente, og da Verner kom på hospice, besøgte hun ham med en blomst i favnen. Da han kort tid efter døde, var hun forbi og sige ordentligt farvel.

”Man kan gøre en forskel, hvis man vil. Og hvis man vil sætte tid af til det. Men det kan også være tungt at kæmpe for mennesker som Verner. Systemet kan være kringlet og mange af de udsatte borgere, vi møder, dør tidligt. Og har jeg en dag, hvor jeg er træt og måske ikke har så meget overskud, så kan de mange dødsfald godt påvirke mig,” siger hun.

”Derfor er mine kolleger og de mange dygtige læger, sygeplejersker og sosuer, som jeg samarbejder med i hverdagen, fuldstændig uundværlige, for det er også dem, jeg kan dele det med.”

Hun synes, sygehuspersonalet fortjener stor ros – og det gælder hele huset rundt: Fra receptionisterne, der som de første tager imod patienterne nede ved indgangen, til lægerne, der behandler og udskriver dem igen.

”Der er med tiden blevet opbygget en stor forståelse og viden om de socialt udsatte grupper, der kommer ind her på Sjællands Universitetshospital, og jeg oplever, at de ude på afdelingerne er virke- lig, virkelig dygtige til at håndtere det. Nu begynder der jo at ske det, at nogle af de borgere, der førhen bad om at få besøg af mig, ikke længere har behov for min hjælp, fordi de føler sig trygge og lyttet til ude på afdelingerne. Så tænker jeg: Mission accomplished!”

Nede i kældrene under hospitalet i Køge ligger der aflagt tøj foldet og stablet på hylder. Tøjet har medarbejdere gennem tiden doneret til Tina Bergen. Tøjet gives til hjemløse eller til voldsramte kvinder, der vil undgå at skulle hjem og pakke en taske til krisecentret.

Også dette projekt er nu vokset – og snart vil Tina Bergen overgive de mange hylder i kælderen med vinterjakker, huer og varme soveposer til en driftsmedarbejder, der har tid til at udbygge lageret og sørge for, at sygehuspersonalet selv fremover kan hente tøj til de patienter, der har brug for det.

Når hun sætter sig ind i sin lille, sølvgrå Skoda og kører mod Lykkebækvej i Køge om morgenen, er det med en følelse af selv at være landet på den rette hylde.

”Jeg går virkelig glad på arbejde. Det er det fede- ste job. Vi er et supergodt team, der arbejder tæt sammen, vi har en god kontakt til afdelingerne, vi holder oplæg og giver råd og vejledning til alle, der vil lytte til os, og jeg føler, at vi sammen med resten af sygehusets personale gør en forskel,” siger Tina Bergen og tilføjer:

”Nogle siger, at vi socialsygeplejersker har store hjerter. Men det er noget fis. Sikke noget pjat. Mit hjerte er ikke større end andres. Vores funktion her på stedet er intet værd uden alle de andre, der ar- bejder på sygehuset. Sammen gør vi en forskel.”
Verners navn er opdigtet af hensyn til patienten.