Gå til indhold

Niels Würgler

68 millioner
Så mange penge skal Sjællands Universitetshospital spare i år. Direktør Niels Würgler Hansen forklarer her hvorfor.
Sygehusdirektør Niels Würgler Hansen

Af Joanna Vallentin

Hvorfor skal vi spare 68 mio. kr. i år?

Det er der desværre flere grunde til. Vi skal for det første spare, fordi regionen har vedtaget en økonomisk udviklingsplan, som rummer både en ramme- besparelse og en omprioritering. Det er kort sagt for at kunne give politikerne i Sorø nogle penge, som de kan omfordele til de områder i regionen, som de mener trænger mest. Det er den ene grund. Den anden grund er, at vi i sygehusledelsen har valgt at prioritere nogle særlige områder på vores sygehus, hvor budgettet og aktiviteten ikke hænger sammen. Og nogle afdelinger er mere hårdt ramt end andre. Vi har ikke nogen penge liggende, vi kan give dem, der er nødlidende, så vi må tage fra andre. Det vil sige, at alle afdelinger skal være med til at betale de 68 mio. kroner. Men nogle få får noget igen.

Så alle 68 mio. bliver altså ikke afleveret til regionen?

Nej. Størstedelen af besparelsen er udtryk for en intern omfordeling og gives til nogle særlig hårdt ramte områder, som vi i sygehusledelsen har valgt at prioritere.
Hvilke områder drejer det sig om?
Det er ikke nogen hemmelighed, at fødeområdet er meget presset. Det samme gælder de medicinske afdelinger i Roskilde og Køge. Vi er meget opsatte på at se, om vi kan komme med nogle løsninger på blandt andet den meget massive brug af lånesenge. Altså senge, hvor der ligger patienter i nogle afdelinger, hvor de egentlig ikke hører til.

Det er dårligt for patienterne og dårligt for personalet. Sidst har vi vores akutmodtagelse, som er maksimalt presset: Vi er der, hvor vi nu må sige, at vi i perioder er så presset, at det er svært at kigge på som ledelse uden at gøre noget. Så det gør vi nu.

Er der andre afdelinger, I tager særlige hensyn til?

Ved den seneste spareøvelse i 2018 gik det for hårdt ud over vores kapacitet til at udføre operationer. Det ramte os lige i nakken. Fordi det blandt andet også er her, at vi skaber rammerne for, at vi selv kan behandle de patienter, som vi ellers ville skul- le sende til privathospitalerne, der er en meget dyr løsning for os. Hvis vi selv kan have kapaciteten til at behandle og operere flere, så vil det være klogt både fagligt, udviklings- og uddannelsesmæssigt, men også økonomisk. Vi har derfor kun lagt en halv besparelse på Anæstesiologisk Afdeling – de skal bidrage som alle andre til besparelsen, men ikke helt så meget. Hertil kommer, at vi sætter et ambitiøst offentligt-privat-partnerskab i søen for at optimere driften på operationsgangen. Det glæder jeg mig til at kunne fortælle mere om.

Så I tager groft sagt fra nogle afdelinger for at kunne give det til andre, der har det værre?

Ja. Men jeg ved godt, at der også er andre afdelinger her på sygehuset, som er nødlidende, og jeg kan godt forstå, hvis nogle tænker: Hvorfor ikke også os? Men vi kan ikke det hele på én gang. Vi har simpelthen ikke pengene til at prioritere flere områder lige nu og her. Det kommer vi forhåbentlig til senere.

Film: Derfor skal vi spare 68 millioner

Sygehusdirektør Niels Würgler Hansen fortæller her om tankerne bag de 68 millioner kroner, SUH skal spare i 2023.

Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Hvordan har du det som direktør med at skulle gennem denne spareøvelse?

Det er superærgerligt. Og det fylder i hovedet og fører mange overvejelser med sig. SUH er inde i en rigtig god udvikling: Jeg oplever, at afdelinger, der før har haft svært ved at kunne rekruttere, nu kan ansætte de medarbejdere, de har brug for. Vi har de seneste år forbedret os på næsten alle parametre – også udviklings- og forskningsmæssigt. Derfor er det så ærgerligt at skulle spare. Det gælder også på regionens vegne. Fordi SUH er det sted i regionen,

hvor man har lettest ved at konvertere økonomi til aktivitet og patientbehandling. Forstået på den måde, at hvis man giver penge til SUH, så vil vi man de fleste steder kunne ansætte sundhedspersonale til at behandle flere patienter.

Er du bekymret?

Ja. Jeg er helt ærligt bekymret for den psykologiske effekt: at det bidrager til en fortælling om, at det hele er op ad bakke, og at der ikke er nogen, der vil medarbejderne det godt. Dét er jeg bekymret for. Og så vil jeg jo heller ikke underkende, at afdelingerne ikke kan indfri den her besparelse, uden at de også kommer til at kigge på deres egen kapacitet og det niveau i behandlingen, de kan tilbyde. Det nytter ikke noget, at vi sidder og bilder os selv ind, at vi kan spare næsten 70 mio. kroner, uden at det kan mærkes. Det kommer det til.

Så du er bekymret for, at det også kan få konsekvenser for patienterne?

Ja. Det her kan resultere i, at vi skal lukke senge på afdelinger, hvor vi egentlig har behov for at åbne flere. Det er jo i realiteten ikke helt nemt at forklare.

Hvad opfordrer I afdelingerne til at kigge på?

Vi ved, at cirka 20 procent af den behandling, vi til- byder i det danske sygehusvæsen, har enten meget dårlig dokumentation for effekten af den behandling, vi giver, eller slet ingen værdi har for patienterne. En del af den her øvelse, vi skal igennem, går ud på at prøve at identificere de områder.

Hvad kunne det være?

Det kunne være noget med at få endnu mere fokus på behovsstyrede ambulatorier: At vi ikke nødvendigvis slavisk og rutinemæssigt indkalder alle patienter til kontrol, hvis det ikke giver fagligt mening. Og vi er sådan set også parate til at udfordre retningslinjer, hvor der måske ikke er god dokumentation for at gøre, som det anbefales. Det betyder så bare, at vi skal kunne argumentere grundigt over for både Sundhedsstyrelsen og patienterne, hvorfor vi fraviger retningslinjerne.

Går du som direktør nu ud og bestemmer, hvor der skal spares?

Det, vi har meldt ud til afdelingerne, er, at man ikke må afskedige personale. Bortset fra det er det op til de enkelte afdelinger at finde ud af, hvor man mener, man kan spare.
Hvorfor gør I det på den måde?
Jeg har tillid til, at de selv ved, hvad der vil være klogest for den pågældende afdeling. Men vi i sygehusledelsen kan komme med idéer og generiske forslag til, hvordan man kan arbejde med en besparelse.

Hvad er næste skridt i processen?

Afdelingerne kommer forbi sygehusledelsen og præsenterer deres spareplaner. Vi vil gerne sikre os, at vi også får tænkt godt på tværs af sygehuset, så man ikke utilsigtet kommer til at spare på et område, der viser sig at være rigtig dumt, fordi det rammer patienter i en anden afdeling. Så vi prøver at være omhyggelige. Det bliver ikke nemt, men vi gør alt, hvad vi kan for at gøre det klogt.

Er det her en enkeltstående besparelse?

Det er første skridt i den økonomiske udviklingsplan, som regionspolitikerne har besluttet. Det vil sige, at vi skal aflevere et større beløb til politisk prioritering i Sorø igen til næste år. Og endnu større året efter. Det vi så ikke ved, det er, hvilke penge vi måske får tilført fra både regionen og regeringen.

SUH tager imod mange patienter fra de andre hospitaler i regionen – kan du forstå, hvis nogle med- arbejdere tænker, at der også burde følge flere, og ikke færre, penge med den ekstra opgave?

Det er rigtigt. Man mærker det i huset – og vi kan både se det i tallene og mærke det i belastningen af afdelingerne. Det fylder mere og mere. Der er ikke fulgt noget økonomi med i forhold til denne dag til dag-hjælp, så det er klart, at det presser os. Vi skal hjælpe hinanden på tværs af regionen - og her ligger der et særligt ansvar og en særlig opgave på SUH – men det er klart, at denne besparelse også vil påvirke vores muligheder for at hjælpe de andresygehuse. Uanset hvor gerne vi end vil hjælpe.

Ser du lys nogen steder?

Ja! Der er lys i den forstand, at der er nogle pen- ge på vej for regeringen i forbindelse med den nye akutplan, vi ved ikke hvor mange endnu, men nogle forventer jeg, at vi får. Så dem har vi blikket stift rettet mod. Så er der jo absolut nogle muligheder for at arbejde med vores privatforbrug – altså de penge vi bruger på at sende patienter videre på privathospitaler. Det forbrug skal vi have ned. Vi bliver også nødt til at kigge på vores forbrug af vikarer og eks- terne lægekonsulenter. Det koster os utrolig dyrt at mangle medarbejdere. Derudover oplever jeg også en voksende erkendelse af, at hvis sygehusvæsenet i Region Sjælland skal kunne hænge sammen, så er man nødt til at have et rigtig, rigtig stærkt universitetshospital. Så jeg håber virkelig, at politikerne ser, hvad der leveres på SUH, og at de ser, at vi er den store muskel, der kan hjælpe de andre hospitaler i regionen. I min optik er et stærkt SUH helt centralt, hvis vi skal sikre borgerne i Region Sjælland et bæredygtigt sygehusvæsen.

Kontakt redaktionen

Adresse

Sjællands Universitetshospital

Strategi og Plan

Kommunikation

Lykkebækvej 1

4600 Køge

Skriv til os

Øvrig information

Har du en god idé til et emne, vi skal tage op i Magasin?