Ole Hamberg

Den dag Ole Hamberg fulgte sin intuition og reddede en ung mands liv

Cheflægen på Medicinsk Afdeling har flere gange i sit arbejdsliv stået i svære, etiske dilemmaer. Men én beslutning bliver Ole Hamberg stadig rørt over at tænke tilbage på.

Fortalt til Joanna Vallentin

Der kom engang en kirketjener, der måske havde drukket for mange øller, ind på min afdeling. Det er nogle år siden, dengang jeg arbejdede som transplantationslæge. Bo hed han.
Bo blev indlagt, fordi han havde kvalme og var blevet gul og dårlig. Han havde fået en svær leverbetændelse. Til at begynde med kunne vi tale med ham, men hans bevidsthed forsvandt over få dage. Han gik i leverkoma og hans prognose var rigtig dårlig. Vi vidste, at hans egen læge havde givet ham en antabusbehandling. Men vi vidste ikke, hvor meget han drak og om han var alkoholiker.

Læs hele magasinet: MAGASIN 2023

Jeg så en ung og frisk mand på 37 år. Han levede måske ikke ligesom du og jeg, men han levede et godt liv og passede sit job. Jeg var overbevist om, at leverbetændelsen ikke skyldtes drikkeriet, men antabussen. Det slog simpelthen hans lever ihjel og Bo var ved at dø.

Vi overvejede at give ham en transplantation. Men vi var ikke enige. Dem, der var imod, ville ikke give ham en ny lever, fordi de troede, at han drak meget. Og er man alkoholiker, kan man ikke få en transplantation. Vi prøvede at få oplysninger om det, men det kunne vi ikke få, så vi måtte stole på de ting, han havde sagt, inden han blev bevidstløs.

Min intuition sagde mig, at han ikke drak. Så jeg kæmpede for ham. Men jeg var da også i tvivl. Det ville jo koste en lever, som kunne blive brugt til at redde et andet menneske. Hvis Bo efter et år kom tilbage med en alkoholisk syg lever, så havde jeg fejlet. Så det føltes som et stort ansvar at tage på sine skulder.
Vi havde to veje at gå og nogle ville en anden vej end mig. Havde de fået ret, var han død i dag. Så jeg er rørt over, at vi til sidst i teamet valgte rigtigt.

Bo fik en ny lever. Jeg fulgte ham i mange år efter, og da han en dag kom sund og rask ind på mit kontor og sagde, at nu havde han købt en violin, blev jeg rigtig glad. Senere fulgte vandreture og en kæreste. Øldrikkeriet viste sig at være kedsomhed og han var helt afholdende efter transplantationen. Så der kom et rigtig godt liv ud af dén beslutning.

I dag bliver jeg rørt, når jeg tænker på det. Fordi vi gjorde det rigtige. Det er måske i virkeligheden noget af det, vi er allerdårligst til i lægeverdenen: At sætte ord på vores følelser og vedkende os, at vi også ind imellem bliver berørt af de menneskeskæbner, vi møder. Jeg synes, vi læger skal af med den der skærmende professionalisme, den der bygger et skjold op omkring os og værner os mod andre mennesker. For den gør mere skade end gavn.

Vi skal turde vise, at vores arbejde betyder noget for os. Det forsøger jeg også som leder at være åben over for. Vi er ikke verdensmestre endnu, men vi øver os i at vise vores følelser her i vores afdeling.

Dengang mødte jeg ind på arbejde og tænkte ”vi skal kæmpe for Bo i dag”. Det tænker jeg stadig, når jeg går hen over parkeringspladsen om morgenen: Vi skal kæmpe for patienterne.

Bo er et opdigtet navn af hensyn til patienten.