Tema: Følg frontløberne i den nye fløj

Nogle har følt sig hurtigt hjemme og nyder de store enestuer og lyset, der strømmer ind ad de enorme vinduer. Men den nye bygning, som går under navnet fløj R, har også en del børnesygdomme. Og de skaber frustration i hverdagen for de medarbejdere, der som de første på universitetshospitalet er rykket ind i de nye rammer. Heldigvis er det gode fællesskab og kulturen også flyttet med. Kom med på besøg i fløj R

Af Lasse Rene

”På fredag har jeg tænkt mig at åbne dig igen,” lyder det fra patientstue nummer 24 på fjerde sal i fløj R.

Klokken er 21 minutter over ni, og ledende overlæge Amir Pasha Attarzadeh er i fuld færd med dagens første stuegang på Ortopædkirurgisk Afdeling.

Læs hele magasinet: MAGASIN 2023

Amir Pasha Attarzadeh river en ledning ud af stikkontakten bag patientsengen og trækker en computer på et lille rullebord hen til sengekanten. Den unge mand i sengen vrider med et behersket støn sin tunge overkrop et par centimeter til højre og kigger på et røntgenbillede af sit venstre knæ, som Amir Pasha Attarzadeh opererede i går.

”Det ville være super at kunne vise patienten knæet på den store skærm, der er sat op på alle enestuerne, men den virker ikke,” fortæller Amir Pasha Attarzadeh, da han lukker døren til stuen i.

Der er tre stuer, der ikke virker i dag.

”Men det er børnesygdomme. Det skal nok komme til at virke,” indskyder han optimistisk.

Anderledes håbløst klinger hans stemme, når han beskriver sin største udfordring i de nye omgivelser.

”Der er pludselig blevet langt til alt. Det er en tidsrøver,” forklarer han. Tidsrøveren tager form af et elevatorsystem, hvis utilregnelige funktionsdygtighed Amir Pasha Attarzadeh ikke tør sætte sin lid til.

”Jeg har fuldstændig droppet elevatoren,” siger han og griber en fyldt kop kaffe, som en kollega har tilovers i det fælles arbejdsrum, han udfylder journaler i.

Han tager én slurk, inden han stiller koppen fra sig igen på et stålbord foran patientstue nummer 27.

Stuen ligger på den ene af tre lange gange, som strækker sig ud fra kernen af fløj R, hvor elevatorskakterne er placeret. Sammen med personalet bestræber han sig på at lægge alle sine patienter på samme gang. Hans vagtplan rummer nemlig ikke nok minutter til at kunne nå stuegang mellem møder, hvis han skal gå fra gangende til gangende og samtidig tage trapperne ud af bygningen.

”Nu skal jeg for eksempel sætte tid af til at komme over i den gamle bygning til et møde, men jeg vil gerne herind først,” siger han og åbner døren til en ældre dame, hvis kunstige knæ han opererede for et par dage siden.

Da han forlader stuen igen, har hans møde været i gang i et par minutter. Han favner sin kaffekop, og med sine blå træsko på sætter han i rask trav kurs mod trapperne, der ligger modsat elevatorkernen for enden af hver gang.

”Jeg er i stærke overvejelser om at skifte til sneakers,” siger han, mens hans løber ned ad trapperne.

Trods ekstra skridt har de nye omgivelser løftet hans arbejdsglæde, fortæller han halvvejs fremme til mødelokalet tæt på hans gamle kontor.

”Dér arbejdede vi i mørket,” fortæller han og peger på den gamle fløj, der nu er lukket ned.

”Jeg har savnet lyset. Der er en verden til forskel. Her har vi kæmpestore vinduesfacader, hvor lyset brager ind. Jeg føler virkelig, at jeg har det fysisk bedre efter en lang dag. Tidligere kunne jeg gå hjem med en dundrende hovedpine efter at have set tyve patienter på en dag,” siger han.

”Det er en klar, klar forbedring,” indskyder han, kort før han træder ind i mødelokalet med sin nu tomme kaffekop.

Tilbage i fløj R går Mathilde Grosell Madsen rundt om sig selv. Klokken er blevet to om eftermiddagen, og hun har en time tilbage af sin vagt som sygeplejerske på sengeafsnit 3 på Kirurgisk Afdeling, der ligger på sjette etage. Lige nu går hun rundt på syvende etage.

”Jeg leder efter et par drænposer. Jeg har ledt efter dem hele dagen,” siger hun og kigger op på lyssignalerne oven over patientstuerne, der alle er begyndt at blinke med samme gule lys.

”Det ved jeg ikke, hvad betyder. Men der står en mand i smart udstyr dér,” siger hun og peger på en fyr i mørk uniform og med headset omkring ørerne.

Lyssystemet er ikke det eneste, Mathilde Grosell Madsen har svært ved at finde hoved og hale i.

”Den største udfordring er, at vi ikke kan finde helt basale ting. Det er megafrustrerende at løbe ekstra kilometer for at finde alt fra t-shirts, bleer, saltvandssprøjter og plaster,” siger hun.

Pakken med drænposer har Mathilde Grosell Madsen lovet at finde frem til en gammel dame, der kommer til sygehuset om en time. Hun skal have dem med hjem til Holbæk, hvor hendes mand skal bruge dem til at dræne galde og afføring fra et hul på sin tarm.

”Måske ligger de i jeres depotrum,” tænker hun højt, mens hun roder syvende etage igennem sammen med en kollega fra sengeafsnit 1.

”Vi kalder det Narnia,” fortæller kollegaen og forudser, at de ikke skal gøre sig store forhåbninger om at finde drænposerne i deres depotrum. Og hun får ret.

Mathilde Grosell Madsen går forbi elevatorerne og tager trappen tilbage til sin egen afdeling til et rum, der skal laves om til et køkken i 2026. Lige nu bruger medarbejderne det til opbevaring.

”Hvis vi ikke havde det, ville vi ikke ane, hvor vi skulle lægge ting,” siger hun og åbner forgæves en pakke uden drænposer.

Hun opgiver sin søgen og går i et vanligt lynhurtigt tempo hen til sit kontor. På vejen passerer hun de nye enestuer, hvis vinduer indrammer Køge by og havn fra op til 46 meters højde, som var det et levende maleri.

”Det er så fedt, at vi kan tilbyde patienterne nogle lækre stuer med deres eget badeværelse, eget fjernsyn og nattero Jeg kan rigtig godt lide, at jeg kan have nogle andre snakke med patienterne, fordi vi er alene på stuen. Jeg kan snakke om personlige ting med dem, og det åbner op for flere følelser. De er mere trygge ved at græde, fordi der er rum til det,” siger hun og sætter sig i sin kontorstol.

På det smalle tomandskontor har personalet fundet plads til tre malerier. Et af dem hænger på væggen, mens den tilfældige gulvplads for de to andre bevidner om et areal, der ikke har stået højest på listen over prioriteringer.

”Vi har taget ting med, som vi kender fra den gamle afdeling, men jeg tror faktisk ikke, det er det, der gør, at man føler sig hjemme,” siger hun.

”Kan man tage kulturen, ånden og den gode stemning med, så er det rimelig lige meget med alt muligt krimskrams,” siger hun og taster nummeret på leverandøren af drænposerne ind på sin telefon.

”Jeg synes faktisk, vi hurtigt har følt os hjemme her i fløj R. Det er gået hurtigere, end jeg troede.”

En af de personer, hvis opgave det er, at få personalet til at føle sig hjemme i den nye fløj, er Benny Hestbæk Frederiksen. Han er specialarbejder i Teknisk Afdeling, der – med Bennys ord - sørger for infrastrukturen i bygningen.

”Det er alt det, der foregår mellem personalets arbejde med patienterne,” forklarer han og uddyber:

”Det spænder fra alt fra en defekt håndskanner til en hylde, der skal flyttes. Det kan være den lille krog på væggen til medarbejdernes jakker. Eller en spritdispenser, personalet støder ind i, når de passerer den,” siger han.

Problemer med elevatorsystemet og ventilationen har i de første måneder bevaret en konstant topplacering blandt prioriteringerne. Selvom det har opslugt en stor del af arbejdstiden, prioriterer Benny Hestbæk Frederiksen sammen med sine kollegaer også de mindre udfordringer højt.

”Vi hjælper med alt. Også bittesmå ting, men det er det, der betyder noget for personalets hverdag, og det er den, vi skal gøre lettere for medarbejderne,” fortæller han.

På første sal er Katharina Lohrai netop mødt ind til sin aftenvagt som social- og sundhedsassistent på akutafdelingens kortidsafsnit. Klokken er et par minutter over fire, da hun modtager et signal på sin nye rover.

”Nu må vi se, om den virker,” siger hun og swiper løs på maskinen, der minder om en forvokset smartphone.

”Man kan vist se en liste over alle patienter, der kalder,” mumler hun højt, mens hun går mod stue 6, hvor signalet kommer fra. Katharina Lohrai slukker for signalet på væggen, da hun kommer ind på stuen, hvor en ældre dame skal have udskiftet den pose, som forsyner hende med antibiotika.

”Før i tiden havde vi en bipper. Den gav besked til os alle sammen, når patienten kaldte. Nu er det dem, der har ansvaret for patienten, som får besked først, inden kaldet går videre til næste,” forklarer Katharina Lohrai, der i aften står med ansvaret for patienterne på to af afdelingens i alt tre gange.

”Det er rigtig godt,” indskyder hun.

”For udfordringen er at kunne nå alle patienter på gangene, når der er så langt. Så det er en stor hjælp, at vi kan fordele kaldene,” fortæller hun og hægter roveren fast i sin venstre lomme.

I sin højre lomme hænger endnu en rover. Det er en ældre model, Katharina Lohrai er mere bekendt med. De bliver også brugt på akutafdelingen i den gamle bygning. På den kan personalet indtaste patienternes oplysninger direkte i journalen fra patientstuerne. Det kan Katharina Lohrai bare ikke i aften.

”Den virker ikke. Så jeg må gøre det på den gammeldags måde,” siger hun og griber et stykke papir og en blyant og går mod stue 2.

I patientsengen sidder en midaldrende dame, der skal have taget sit blodtryk. Der er god plads til at komme omkring sengen.

”Jeg er rigtig glad for de nye stuer,” siger Katharina Lohrai.

”De er rigtig store, og det er meget nemmere, når jeg skal gå rundt med patienterne derinde, for eksempel når jeg skal træne med dem.”

Med patientens vitale værdier nedskriblet på papir går Katharina Lohrai få skridt ud af stuen og sætter sig i overvågningsrum nummer R2.92F. Det er et af flere af sin slags på afdelingen. Rummene er placeret mellem to patientstuer, og herfra kan medarbejderne tilgå alle patienternes journaler.

”Vi går mange skridt i den nye afdeling, men rummene her er en fordel. For så skal man ikke gå hele vejen tilbage til kontoret for at taste oplysninger ind, som vi gjorde tidligere,” siger hun.

”Men jeg ville allerhelst bruge roveren,” tilføjer hun og slipper tastaturet, da roveren kalder hende hen til stue 3.