Mikkel Dorff

Den dag han mødte en patient, der ikke ville hjælpes

Cheflægen på Hæmatologisk Afdeling stod i et dilemma, da han mødte en kræftsyg mand, der ikke ville behandles. Det var svært som læge at overvære, hvordan kræften uhindret fik lov til at udvikle sig, men Mikkel Dorff forstod til sidst patientens ønske

Fortalt til Iben Suhm

 

Jeg mødte engang en patient, der hed Anders. Han var en sund og aktiv 70-årig mand, som lige havde fået konstateret knoglemarvskræft. Det er en uhelbredelig kræftsygdom, og får man ikke behandling, skrider sygdommen gradvist frem og medfører knoglenedbrydning, smerter, blodmangel, nyresvigt og andet grusomt. Derfor lå det lige for, at Anders skulle tilbydes behandling, ellers ville han dø inden for få år. Men det ønskede han ikke. End ikke mild tabletbehandling, da det jo ’bare ville udskyde døden’, som han sagde.

Læs hele magasinet: MAGASIN 2023

Jeg fulgte Anders med blodprøver og konstaterede hurtigt, at sygdommen udviklede sig som ventet. For at sikre mig, at han forstod konsekvenserne, tog jeg ekstra samtaler med ham. Min frygt var hele tiden, at jeg ikke havde forklaret mig ordentligt eller ikke var blevet forstået.

Anders boede alene, havde ingen børn og virkede som en enspændertype på mig. Undervejs opsnappede jeg, at hans søster var afdelingssygeplejerske og opfordrede ham til at invitere hende til at deltage i en samtale. Hun fortalte, at det var hans ønske, og sådan var det. Stadig ingen begrundelse. Efter samtalen med søsteren forstod jeg, at det var Anders’ beslutning og respekterede den naturligvis.

 

 

Men det nagede mig alligevel, at jeg ikke kunne få lov til at hjælpe ham mere, end jeg syntes, jeg gjorde.

Han fik efterhånden tiltagende nyresvigt, blodmangel og knoglesmerter.

En dag fortalte han mig, at han som tidligere statistiker i Kræftens Bekæmpelse havde arbejdet med overlevelseskurver for kræftpatienter. Og allerede dengang havde taget beslutningen. Med ét forstod jeg, at den var velovervejet, selvom jeg stadig som læge syntes, det var svært at se til, mens sygdommen uhindret udviklede sig.

Men jeg lærte, at jeg måtte lytte til Anders og respektere hans valg. Selvfølgelig skulle jeg sikre mig, at han havde forstået mulighederne i og konsekvenserne af sine valg og fravalg. Det var nok dér, min tvivl var. Jeg kunne eller skulle ikke trumfe noget igennem, selvom fagligheden talte for det. Jeg kendte sygdommen godt, men han kendte sin livssituation bedst. Det vigtige var at møde ham i hans ønske - og ikke kun ud fra overlevelseskurverne.

I dag ser jeg oftere det omvendte dilemma, hvor patienter eller pårørende insisterer på mere behandling, selvom jeg ikke mener den potentielle effekt står mål med følgevirkningerne. Det ligger måske i vores samfundskultur, at vi ikke må ”opgive”, men skal behandle for næsten enhver pris, så ”vi har gjort alt”. Det kan være svært, synes jeg. Der er meget på spil, og det er forståeligt, at det er svært at stoppe efter mange års behandling – men det er nogle gange det bedste for patienten.

Mødet med Anders understregede for mig, hvor vigtigt det er, at patienterne og deres pårørende står på et oplyst grundlag, og det forsøger jeg altid at gøre mig meget umage med. Men i sidste ende er det patienterne, der ved, hvad der er det rigtige for dem.

Da 48-årige Mikkel Dorff mødte en kræftsyg mand, der ikke ville behandles, nagede det cheflægen. Han følte, at han gav op. Og det var en uvant situation for ham at stå i som læge.

 

Har du stået overfor et svært valg?

Som sundhedspersonale står man ofte i etiske dilemmaer i dagligdagen og skal træffe beslutninger, der har konsekvenser for andres liv. 

Skriv til redaktionen, hvis du vil dele din historie:

magasin@regionsjaelland.dk