Lis Nøddeskou

Hvis jeg skulle dø i morgen, har jeg levet et langt, godt liv

Lis Nøddeskou har allerede skrevet afskedsbreve til dem, hun holder af. De ligger klar hjemme i skrivebordsskuffen. Hun tager intet for givet. Og da slet ikke tiden. Derfor er det også vigtigt for hende altid at sige ordentligt farvel. Og hun nægter at gå sur i seng. Forstyrrer bekymringer alligevel ved sengetid, traver den karismatiske chefsygeplejerske fra Medicinsk Afdeling alene ud i skoven bag sit hjem i Sorø. For der i mørket, mellem træerne, finder tankerne ro

Af Joanna Vallentin

 

“Er det virkelig så mærkeligt?” spørger Lis Nøddeskou, overrasket, mens hun drejer ud på motorvej E20 på vej hjem til Sorø. Den hvide kittel er efter en lang arbejdsdag blevet skiftet ud med en forårsgul blazer og en blå nederdel. De karakteristiske briller er nye. Nu sorte med et strejf af gylden karamel.

Læs hele magasinet: MAGASIN 2023

Lis Nøddeskou har netop nævnt, sådan lidt i en sidebemærkning, at hun ofte bevæger sig ud i skoven om natten. Alene. Og så går og går hun under træernes kroner, indtil øjnene har vænnet sig til mørket, og sorg og bekymring er ’puslet på plads’, som hun siger.

 

 

“Det kan da godt være, at det ikke er helt normalt. Nu jeg tænker over det, så kender jeg nok heller ikke andre, der gør det. Tværtimod har jeg en veninde, der ikke engang tør gå i skoven alene. Om dagen! Men det er jeg altså ikke bange for.”

Inden den dybblå Audi på el lydløst forlod parkeringsgruset ved Lykkebækvej 1 og kørte mod Sorø, måtte 65-årige Lis Nøddeskou småløbe til et hastemøde om patientkaldet, der denne eftermiddag i april er gået i stykker i den nye fløj R. Til mødet foreslog Lis Nøddeskou med et glimt i øjet, at de gav patienterne på de nye, moderne enestuer et glas og en ske. Ligesom i gamle dage, da hun var ung sygeplejerske. Sygehusdirektøren kiggede undrende på hende. Indtil brikkerne faldt på plads og latteren brød ud. Klirren på glas for at alarmere sygehuspersonalet hører en anden tid til. Nu har teknologien taget over.

Den blå Audi glider hjemmevant langs motorvejen mod hjemmet i Sorø, hvor Lis Nøddeskou har boet i det samme hus de seneste 30 år. Dér har hun slået rødder sammen med det store egetræ i baghaven. En rodfæstelse, der står i skarp kontrast til hendes barndom, hvor hjemmet blev skiftet ud hver tredje år, når hendes far, der var officer, blev flyttet til en ny kaserne. Så blev alt rykket op og pakket ned og familien startede forfra. Ny by, nyt hjem, ny skole, nye venner.

”Så jeg er ikke opvokset ét bestemt sted. Og derfor taler jeg også ligesom der, hvor jeg er,” siger Lis Nøddeskou og demonstrerer med fuldt overlæg skiftende dialekter: Nordjysk, som i Aalborg, hvor hun er født, fynsk, som i bedsteforældrenes hjem, og sidst, men ikke mindst rigsdansk, som hun praktiserer i sin dagligdag på Sjælland. Tilsat et lille skvæt midtsjællandsk, hvis man lytter godt efter.

”Det lærer man jo som barn, når man flytter tit. Så gælder det om hurtigt at falde til. Og ikke have alt for meget dialekt og sådan noget med sig,” siger hun og erkender, at det måske var lidt hårdt at få revet alt op med få års mellemrum. Men sådan var det jo bare. Og hun har aldrig følt sig rodløs.

”Der var stor kærlighed og varme i vores hjem. Mine forældre var meget gæstfrie og videbegærlige, og der var ofte mange mennesker i huset og akademisk snak omkring middagsbordet. Det har gjort mig til den person, jeg er.  Åben. Jeg kan snakke med de fleste. Og har aldrig været bange for at tage kontakt til nye mennesker. Så det er jo gået meget godt alligevel.”

Lis Nøddeskou blev i 1981 uddannet som sygeplejerske. Ligesom sin mor. Og farmor. Og faster og fætter. Egentlig troede hun, at hun skulle være læge. Men så kyssede Carsten hende til en julefrokost i 3.g. Carsten, som Lis Nøddeskou snart har 40-års bryllupsdag med. Og så trak kærligheden hende over Atlanten, efter Carsten, der skulle læse til kiropraktor i Canada. Og så var det jo hurtigere at blive uddannet til sygeplejerske end til læge herhjemme i Danmark, før hun kunne flyve efter ham.

”Og det har jeg ikke fortrudt et eneste øjeblik,” siger Lis Nøddeskou, hverken Carsten eller karrierevalget, understreger hun.

”For mig er sygeplejefaget intellektuelt udfordrende og kræver også, at man er kreativ, når man skal finde de bedste løsninger for patienterne. Men skåret ind til benet så handler det om det enkelte menneske. Det er jeg optaget af. At hjælpe et medmenneske, der har det svært – allerhelst i tæt samarbejde med vedkommende. At man sammen med dem finder ud af, hvad der er bedst for ham eller hende. Måske det de ikke selv kan se i første omgang. Fordi de er kede af det, er alvorligt syge eller har meget ondt.  For mig er dét meningsfuldt at støtte op omkring,” siger Lis Nøddeskou, der af flere kolleger omtales som sygeplejerske med stort S. Og det er vist rigtig nok, ”jeg er rigtig meget sygeplejerske”, medgiver hun.

”Det betyder, at jeg gerne vil have koblet viden på det, jeg gør. Altså dengang jeg var ung, hed det ikke evidensbaseret viden, vel? Der hed det jo bare viden.  Men det betyder, at man ikke bare skal gøre noget, fordi man tror, det virker. Man skal vide det.”

Audien drejer ind i indkørslen til hjemmet i Sorø. En smuk, herskabelig og næsten eventyrlig villa fra 1895 omkranset af træer og med kiwi- og figentræer i gårdhaven. Foran den enorme røde hoveddør står et Ginkgotræ. Det fik Lis Nøddeskou af sine gamle kolleger, da hun stoppede på Slagelse Sygehus og søgte mod det, der dengang hed Køge Sygehus. Stammen på træet har fået 22 nye ringe siden da. Og er vokset næsten to meter. Lige bag Ginkgoen står et mægtigt magnoliatræ, der tripper for at få lov til at springe ud i sit lyserøde flor.

”Det sker lige om lidt,” siger Lis Nøddeskou, ”det er så smukt hvert år, når det blomstrer”.

De seneste 22 år på Sjællands Universitetshospital har hun udfyldt rollen som chefsygeplejerske på et af hospitalets største afdelinger. Hun er kendt som en karismatisk og særdeles skarpsindig leder. Kompromisløs på fagets vegne. Kontant, men kærlig.

”Mine børn ville nok sige det samme. At jeg er en kærlig mor. Men at jeg også kan være enormt strid. For det er jeg også. Kontant, ja. Og det skal man kunne holde ud, hvis man arbejder sammen med mig,” siger hun og tilføjer, at hun stiller høje krav til andre, men også sig selv: Intet, som i absolut intet – heller ikke strikketøjet inde i sofahjørnet, understreger hun – bliver afleveret halvfærdigt.

”Jeg plejer at sige, at jeg er ligeglad med, hvad der står på dit skilt. Om du er chef, eller hvad du er. Bare du gør dig umage og ikke snyder udenom.  Du skal behandle andre ordentligt og respektfuldt – uanset hvad der står på dit skilt,” siger hun og tilføjer:

”Det var også én af de ting, jeg rigtig godt kunne lide, da jeg kom til sygehuset i Køge: At man er ordentlig over for alle og hilser på hinanden som ligeværdige. At man ikke tror, man er en hel masse, fordi man nu har den og den titel stående på sit skilt.”

Lis åbner døren op til sit hjem. Inden for i den gamle villa er der kunst i stærke farver på alle vægge, lysekroner i loftet, skulpturer i vindueskarmene, flygel i stuen, bøger bogstaveligt talt fra gulv til loft. Alle ting har en historie. Det gælder også flere af bøgerne, som selvfølgelig står i alfabetisk orden.

Hjemmet er på mange måder ligesom Lis Nøddeskou: Generøst og gæstfrit. Farverigt og fuld af kontraster. Her bor også en sorg, som for altid vil være en stor del af Lis Nøddeskou. Sorgen, som ofte har fulgt hende ud i mørket mellem træerne, deler hun ikke med alle. Så når folk spørger hende, hvor mange børn hun har, har hun to svar, der afhænger af hendes humør. Og ikke mindst hvem der spørger.

Nogle gange svarer hun to. Andre gange siger hun, at hun er mor til tre.

”Vores mellemste datter Nina døde, da hun var 15 år. Hun døde lige derinde,” siger Lis Nøddeskou og nikker i retning af soveværelset.

”I vores seng. I armene på Carsten.”

Nina havde Rett syndrom, der er en sjælden, medfødt neurologisk udviklingsdefekt, der blandt andet betød, at datteren ikke kunne gå og ikke havde noget sprog.

”Det er en stor sorg at miste sit barn. Og sorgen er en stor del af, hvem jeg er. Jeg tror aldrig, at jeg bliver helt færdig med den,” siger Lis Nøddeskou og fortæller, at hun oplever sorgen som en fragmenteret størrelse, der også rumsterede, inden Nina døde.

”Det var en stor sorg at finde ud af, at mit barn var sygt. At hun aldrig kom til at kunne sige ’mor’. Og at hun aldrig kunne gå og lege som andre børn. Men det har været vores families skæbne. Og det var aldrig meningen, at hendes liv skulle være langt, når hun havde det så dårligt, og det var så hårdt. Så på den måde var døden også en udfrielse,” siger Lis Nøddeskou. 

”Men jeg får stadig gråd i stemmen, når jeg taler om det. Nina er altid med mig, tror jeg. Jeg tænker ikke på hende hver dag. Det gør jeg ikke mere. Men hun er her altid,” siger Lis Nøddeskou og vender sig om i sofaen og peger mod tre malerier, der forestiller hendes børn. Nina i midten med et lille, forsigtigt smil.

”Nina får altid sådan et lille nik, når jeg går forbi,” siger Lis Nøddeskou.

Skoven, der ligger bag familiens hjem, har altid været dér, Lis Nøddeskou gik ud, når sorgen, bekymringer og tankerne blev for tunge. Træerne, fuglene og de små spirer, der begynder at stikke op af jorden, lindrer.

”Men jeg går også derud, når jeg er træt af Carsten. Eller når noget på arbejdet driller,” siger Lis Nøddeskou og rejser sig fra sofaen, tager jakke og sko på og viser vej ad stien ud under trækronerne.

Da Lis Nøddeskou for et par år siden selv blev syg, gik hun ad samme sti. Når hun kunne og svimmelheden fra kemo- og strålebehandlinger ikke tog magten. Det var i denne periode af sit liv, at hun fik fastslået noget, hun egentlig altid havde vidst, men som blev tydeligere, da alt i tilværelsen pludselig var truet:

Vær glad. Tag intet for givet. Gå aldrig sur i seng. Sig altid, som i altid – også når du har travlt! – ordentligt farvel til dem, du elsker.

Mens hun havde det allerværst, fandt hun ud af, at hun ikke drømte om at nå en tur til Seychellerne. Hun drømte om at komme tilbage til hverdagen. Tilbage til pligten og ansvaret. Tilbage til det fag, som hun holder så meget af.

”Så jeg går ikke på pension lige foreløbig. Jeg er træt efter de mange behandlinger. Rask, men meget træt. Især om eftermiddagen,” siger Lis Nøddeskou.

”Men jeg har sagt til mine kolleger, at jeg først går på pension den dag, den første patient bliver inviteret med til konference, altså de her møder, hvor vi som sundhedspersonale sidder og bestemmer, hvad der skal ske med patienter, der er alvorligt syge. Skal de have fjernet deres tarm eller ej for eksempel. Jeg går først, når vi er blevet bedre til at inddrage patienterne i, hvad der skal ske med deres liv.”

Mens Lis Nøddeskou forlader stien og går ind imellem træerne for at lede efter forårsbudbringere i skovbunden, fortæller hun, at hun allerede har skrevet afskedsbreve til alle de mennesker, hun elsker og holder af. De ligger i skrivebordsskuffen derhjemme. For hun har så meget at takke for, understreger hun.

”Hvis jeg skulle dø i morgen, har jeg levet et godt, langt liv,” siger Lis Nøddeskou og plukker en lille anemone, der står og nikker i den sorte jord. Ukuelig og sikker.

”Men jeg vil da gerne blive her lidt længere.”