Hidtil største beredskabsøvelse i Køge
torsdag den 28. november 2024
55 skuespillere spillede tilskadekomne efter et bandeopgør tæt på sygehuset. Personalet blev på den måde trænet i at hjælpe et stort antal personer inden for kort tid – samtidig med at de skulle tænke på deres egen sikkerhed.
- Øvelsen gik rigtigt godt. Vi fik testet alt det, vi gerne ville. Vi fik prøvet vores kommunikation og samarbejde på tværs af afdelinger og faggrupper af i fuld skala, fortæller øvelsesleder Josef Brauer Ghanoum.
Det er den fjerde, større beredskabsøvelse på Sjællands Universitetshospital. Josef Brauer Ghanoum har været med alle gangene:
- Det er supersjovt at planlægge. Der er mange ting, der skal koordineres. Der er heldigvis stor opbakning fra ledelsen, og der bliver brugt rigtig mange ressourcer på sådan en øvelse. Jeg er helt overbevist om, at det gør os endnu bedre, når den store ulykke eller hændelse en dag rammer.
Bedre rustet
Observatørerne på øvelsen samlede en masse oplysninger sammen undervejs, som nu bliver grundigt gennemgået.
Der bliver lavet en større evalueringsrapport, som skal danne grundlag for eventuelle forbedringer i beredskabsplanerne, så Sjællands Universitetshospital er endnu bedre rustet til uforudsete hændelser og større ulykker.
- Jeg kan allerede nu sige, at vi har lært en masse af øvelsen. Også af helt lavpraktisk karakter. Fx stod det ret hurtigt klart for os, at vi manglede at kunne kommunikere direkte til de to triageringssygeplejersker, der stod på en fremskudt position ude i ambulanceporten og tog imod patienterne, fortæller øvelsesleder Josef Brauer Ghanoum.
Beredskab fylder mere
Beredskab prioriteres i øjeblikket højt på Sjællands Universitetshospital, fortæller vicedirektør, Morten Ziebell:
- Beredskab fylder mere i dag end tidligere. Blandt andet på grund af covid, krig og forsyningsudfordringer. Vi skal sikre os, at vi er klar på uforudsete situationer. Derfor er vi i fuld gang med at optimere vores beredskabsplaner.
- Jeg fik kuldegysninger, da den fiktive alarm gik i gang og 55 figuranter rullede ind lidt efter lidt. Jeg er stolt over medarbejdernes indsats og samarbejde på højt niveau. Det er vigtigt for mig, at vi kan prioritere sådan en øvelse i en travl hverdag. Tak til alle, der var involveret, udtaler Morten Ziebell.
Se video fra øvelsen
Hvis du har lyst til at se mere fra øvelsen, kan du finde en kort video på regionens Facebook-side:
Ved klik på linket forlader du Region Sjællands hjemmeside og accepterer Facebooks Cookiepolitik.