Gå til indhold

Ambulancebehandler og paramediciner

Tag din praktik som paramediciner eller ambulancebehandler her på Sjællands Universitetshospital, og bliv stærk til dit nye fag.

Ambulancebehandler og paramediciner

Præhospital uddannelse

Praktikken på sygehus involverer afdelinger med medicinsk, kirurgisk, kardiologisk, anæstesiologisk og intensiv speciale samt på akutmodtagelsen.

Når du skal starte i somatik praktik, står vi klar til at tage imod dig med et veltilrettelagt program, der sikrer at du kan arbejde med målene i din logbog.

Du vil følges med erfarne og kompetente vejledere og I kan sparre om opgaverne på et fagligt højt niveau. Du vil opleve, hvordan det videre forløb er for borgere, du møder og behandler i hverdagen, så du får en forståelse af, hvilke faktorer der understøtter et sammenhængene patientforløb. 

Som paramediciner- og ambulancebehandlerelev på Sjællandsuniversitetshospital bliver du  en del af et universitetshospital, hvor læring er en kerneopgave og du møder en bred vifte af specialer.

Uddannelsen

Uddannelse til ambulancebehandler

  • Varighed: 3 år, 7 måneder (186 uger), hvilket omregnet svarer til 49 ugers skole og 107 ugers praktik. De resterende uger er ferie.
  • Indhold: Uddannelsen veksler mellem praktik i en ambulance eller på forskellige sygehusafdelinger, og undervisningsperioder på skolen.

Alle perioder, både i ambulance, skole eller på sygehus har beskrevne mål på forskellige taksonominiveauer – indskrevet i en uddannelsesbog. Du skal opnå målene i hver periode. Der er også prøver undervejs i blandt andet farmakologi, genoplivning og sygdomslære, som du skal bestå for at fortsætte.

Praktikken på sygehus involverer afdelinger med medicinsk, kirurgisk, kardiologisk, anæstesiologisk og intensiv speciale samt på akutmodtagelsen.

Uddannelse til paramediciner

  • Varighed: Selve uddannelsen varer 5 uger, der er fordelt på 11 uger af logistiske hensyn ifm. praktikopholdene. Uddannelsen består af 3 moduler på i alt 12 dage på uddannelsesinstitution, 6 dages sygehuspraktik og 6 dages kørselspraktik. Før du begynder, skal du have gennemført 8 ugers virtuel undervisning. 
  • Indhold: Uddannelsen er opbygget i moduler, som består af en skoleperiode og en tilhørende praktikperiode i enten en akutbil,  en akutlægebil eller på et sygehus.

Alle perioder, både i akutlægebil, på sygehus eller i skole har beskrevne mål på forskellige taksonominiveauer – indskrevet i en uddannelsesvejledning. Målene skal opnås i hver periode.

Uddannelsen er ikke anerkendt som en sundhedsuddannelse og er derfor ikke meritgivende eller ECTS pointgivende.

Uddannelsen på Sjællands Universitetshospital

Ambulancebehandler

Under ambulancebehandler uddannelsen kommer du i hospitalspraktik i alt 14 uger som er fordelt således:

  • Akut afdeling: 3 uger
  • Medicinsk og Kirurgisk Afdeling: 4 uger
  • Kardiologisk afdeling: 2 uger
  • Anæstesi afdeling: 2 uger
  • Pædiatri, gynækologi og obstetrik: 3 uger

Paramediciner

Under paramediciner Uddannelsen kommer du i hospitals praktik i alt 6 dage:

  • Akut afdeling: 2 dage
  • Intensiv afdeling: 1 dag
  • Kardiologisk afdeling: 1 dag
  • Anæstesi afdeling: 2 dage
Sådan kan et praktikforløb se ud

Eksempel på hvordan et praktikforløb kan se ud på kardiologisk afdeling:

Du møder både på sengeafsnit B75 (arytmi og hjertesvigt) og sengeafsnit B71 (iskæmi og endocardit). Derudover vil der også være studiebesøg på vores deldøgnsafsnit samt på kardiologisk laboratorium.

På sengeafsnittene følges du med en kardiologisk sygeplejerske og får indsigt i den kardiologiske patients behandlingsregimer, og du vil også følges med en læge.

Vi arbejder fokuseret med disse læringsmål:

Eleven deltager i arbejdet relateret til den kardiologisk syge patient, og derved opnår indsigt i den kardiologiske patients symptombillede samt behandlingsregimer, både i den akutte fase og rehabilitering, herunder:

  • Hjertesvigt,
  • Artymier
  • Iskæmi
  • AKS regimer
  • EKG og telemetri, således at der opnås indsigt i systematisk EKG analyse, herunder takyarytmier, blok samt iskæmi problematikker.

Eleven kan selvstændigt påsætte teleovervågning samt klargøre patient til optagelse af EKG.

Eleven opnår indsigt i den hjertesyge patients oplevelse af indlæggelse og symptomer før indlæggelse, så eleven kan opnå forståelse for hvordan man møder en hjertesyg patient præhospital.

Læs mere om praktikken på Kardiologisk Afdeling

Hvis du vil vide mere om dit ophold på Kardiologisk Afdeling se denne padlet:

https://padlet.com/khrgrunduddannelse/ambulancebehandler-elever-kardiologisk-afdeling-5oj001abg946tdgl 

Nøglepersoner på Sjællands Universitetshospital  

Alle afdelinger har en klinisk ansvarlig koordinerende sygeplejerske, med ansvar for planlægning af din praktik i afdelingen, og du får en vejleder som du følges med i praksis.

Hvis du har spørgsmål til den overordnede planlægning af praktikken, kan du kontakte:

Uddannelseskonsulent

Dorte Myhre

dmt@regionsjaelland.dk 

 

eller 

 

Mette Kristine Høgsbjerg Holm

methol@regionsjaelland.dk 

 

Relevante links

https://www.ambulancebehandler.nu/ 

https://www.ucn.dk/efteruddannelse/ovrige-uddannelser/paramedicineruddannelsen