Gå til indhold

Modermærkekræft

Hvad er modermærkekræft?

Find information om modermærkekræft (Malignt Melanom)

Modermærkekræft er kræft, som opstår i hudens pigmentceller
(melanocytterne).
Modermærkekræft kan både opstå i modermærker, der har været til stede længe, og i nye modermærker på huden. UV-stråler fra solen eller fra solariebrug er blandt årsagerne til modermærkekræft, som i sjældne tilfælde kan være arveligt.

Et modermærke, der ændrer sig i farve, form, størrelse eller tykkelse og ikke ligner andre modermærke på kroppen kan give mistanke om sygdommen. Mistanken kan også opstå, hvis modermærket begynder at bløde eller danner sår.


Udredning
For at stille diagnosen er det nødvendigt at fjerne modermærket kirurgisk og sende det til undersøgelse. Vi fjerner som oftest hele modermærket i 5 millimeters sikkerhedsstand for at sikre, at hele modermærket undersøges og er fjernet fuldstændigt.
Efter 14 dage kan vi give dig svar på undersøgelsen af modermærket. Du modtager svar fra en læge og en sygeplejerske i plastikkirurgisk ambulatorium.


Behandling
Hvis der er tale om modermærkekræft, skal man opereres igen. Operationen kan udføres ambulant eller i løbet af en enkelt dags indlæggelse.
Vi fjerner en større sikkerhedszone af hud omkring det sted, hvor modermærket sad. Samtidig fjernes underhudens fedtvæv helt ned til den bindevævshinde, der ligger over muskulaturen. Det kan også være nødvendigt at undersøge en eller flere lymfeknuder tæt på modermærket. Sikkerhedszonens bredde og behovet for lymfeknudeundersøgelse afhænger af modermærkekræftens tykkelse og kræftcellernes udseende.
For langt de fleste er der ikke behov for yderligere behandling, når operationen er overstået. De fleste vil derfor være kræftfri efter operationen. Skulle det vise sig, at modermærkekræften har spredt sig til en lymfeknude, kan der være mulighed for medicinsk efterbehandling.


Opfølgning
Hvis der er tale om modermærkekræft, tilbydes du en kontrol og opfølgning ved en læge tre måneder efter operationen. Afhængig af modermærkekræftens tykkelse, kan du også blive tilbudt et længere kontrolforløb i plastikkirurgisk ambulatorium.