Gå til indhold

Svælg og strube - kikkertundersøgelse/operation (direkte faryngo/laryngoskopi)

Se kontaktoplysninger
Se her hvad der skal ske, og hvordan du forbereder dig.

Formål

Du skal have foretaget en kikkertundersøgelse/operation, hvor vi grundigt undersøger svælg og strube med henblik på at tage vævsprøver eller for at vi kan udføre en operation. Kikkertundersøgelsen/operationen foregår, mens du er fuldt bedøvet.

Forundersøgelse

Forundersøgelsen foregår i ambulatoriet inden undersøgelsen/operationen.

Her skal du tale med:

  • Lægen om undersøgelsen/operationen
  • Sygeplejersken om forløbet
  • Evt. narkoselægen om bedøvelsen
  • Evt. have taget blodprøver og yderligere undersøgelser

Tag gerne en ledsager med og evt. en liste med dine spørgsmål.

Hvis du har feber eller er syg inden undersøgelsen/operationen

Kontakt os hurtigst muligt, hvis du har feber eller andre tegn på sygdom i dagene inden undersøgelsen/operationen. Så kan vi vurdere, om vi skal udsætte indgrebet.

Du kan ringe (se telefonnummer nederst i teksten) eller skrive til os gennem www.minsundhedsplatform.dk.

Gennem minsundhedsplatform.dk kan du læse din journal, se prøvesvar, få overblik over dine aftaler, aflyse aftaler m.v. Log på med MitID. Du kan også hente appen ”MinSP” i App Store/Google Play.

Forbered dig inden undersøgelsen/operationen

  • Dagen før din undersøgelse (en hverdag) skal du ringe på telefon 47 32 38 20 efter kl. 14.30 og få oplyst dit mødetidspunkt på undersøgelses-/operationsdagen
  • Køb evt. smertestillende medicin i håndkøb (vi anbefaler Paracetamol og eventuelt Ibuprofen). Efter undersøgelsen/operationen får du udleveret recept på andet smertestillende medicin, hvis det skønnes nødvendigt i din situation
  • Planlæg spisetider i forhold til faste før undersøgelsen/operationen
  • Du må ikke selv køre bil det første døgn efter undersøgelsen/operationen. Derfor er det vigtigt at afklare, hvordan du kommer hjem
  • Har du hjemmepleje, så husk at give dem besked om undersøgelsen/operationen
  • Undlad at spise fiskeolie, ingefær og ginkgo biloba en uge før undersøgelsen/operationen, da det er blodfortyndende
  • Du skal være varsom med at drikke alkohol. Vil du være på den sikre side, bør du højst drikke 10 genstande om ugen, gælder både kvinder og mænd
  • Drikker du normalt mere end fire genstande om dagen, bør du helt undlade at drikke mindst fire uger før undersøgelsen/operationen
  • Hvis du ryger, bør du helt undlade at ryge i de sidste seks uger før undersøgelsen/operationen

Din medicin

Hvis du tager medicin, så følg de aftaler du har lavet med de forskellige læger ved forundersøgelsen. Vær især opmærksom på evt. pause med blodfortyndende medicin og/eller diabetes medicin.

Husk at medbringe din vanlige medicin ved indlæggelsen.

Faste før undersøgelsen/operationen

  • Du må spise mad indtil seks timer før din undersøgelse/operation
  • Du må IKKE drikke nogen former for mælk – inkl. havremælk, mandelmælk med videre - senere end seks timer før undersøgelsen/operationen
  • Du må drikke klare væsker indtil to timer før din undersøgelse/operation - dvs. vand, saft, sodavand, te eller kaffe uden mælk
  • Drik gerne noget med sukker to timer før undersøgelsen/operationen, så du føler dig mere mæt. Det kan være saftevand eller juice uden frugtkød

Hvis du ikke faster, vil din undersøgelse/operation blive aflyst.

På undersøgelses-/operationsdagen

  • Du skal møde fastende
  • Medbring og tag din daglige medicin, sådan som du har aftalt med lægen ved forundersøgelsen
  • Fjern piercinger, smykker, makeup, kunstige negle og neglelak
  • Tag et bad og vask dit hår

Vi tager imod dig i Blå Fløj R, 0. etage og fortæller dig, om tidsplanen holder. Nogle operationer tager længere tid end planlagt, så derfor kan du komme til at vente.

Du skal skifte til hospitalstøj og får en stol til at vente i. Medbring gerne læsestof, høretelefoner, tablet eller lignende til evt. ventetid.

Undersøgelsen/operationen

Du går selv op til operationsgangen. Din ledsager må gerne følge dig. Hvis du har brug for det, kan din ledsager komme med ind på operationsstuen.

Din ledsager er velkommen til at vente på strøget.

Narkoselægen bedøver dig. Undersøgelsen/operationen tager ca. 30 min.

Der føres et kort rør gennem munden og ned i svælget og struben. Gennem røret kan kirurgen tage prøver og/eller foretage operation som aftalt.

Ved langvarig operation eller hvis operationen trækker ud, kan det blive nødvendigt at tømme blæren ved at anlægge et blærekateter.

Efter undersøgelsen/operationen

Efter undersøgelsen/operationen bliver du kørt til opvågningsafdelingen. Du vil få kvalme- og smertestillende medicin efter behov. Når du er helt vågen, bliver du kørt tilbage til vores dagkirurgiske afsnit. Du vil blive udskrevet af en læge eller en sygeplejerske, når du har det godt. Ofte er det samme dag, men i nogle tilfælde er det nødvendigt, at du bliver indlagt i vores ØNH sengeafsnit til i hvert fald næste dag.

  • Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt. Det virker bedst, hvis du tager medicinen med faste intervaller
  • Du må spise og drikke, hvad du har lyst til

Alt efter indgrebets art, kan der være forskellige restriktioner:

  • Hvis du har fået taget en vævsprøve i svælget, er der sjældent nogen restriktioner
  • Hvis der er opereret på stemmelæberne, kan det være nødvendigt at hvile stemmen i nogle dage, herefter kan du gradvist begynde at anvende stemmen blødt. Den må ikke presses frem. Det skal aftales med lægen og logopæden (talepædagogen), hvordan du gør det
  • Du må ikke hviske
  • Du må ikke rømme dig - hellere hoste forsigtigt
  • Hvis du ikke har aftalt stemmehvile med lægen eller logopæden på forhånd, vil du få informationen, inden du tager hjem
  • Du skal evt. være sygemeldt - perioden afhænger af indgrebets art og dit erhverv

Du vil modtage information om dit kontrolforløb, inden du tager hjem.

Eventuelle komplikationer/risici

Risikoen for komplikationer er lille, men der kan forekomme infektion, blødning og hævelse. Kontakt os ved:

  • Feber over 38.0
  • Tiltagende smerter
  • Blodigt opspyt
  • Vejrtrækningsbesvær

​Der er under indgrebet risiko for tandskade. ​​

Flere informationer

Læs mere om kikkertundersøgelse af hals:

patienthåndbogen.dk.

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Køge

Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling

Ambulatorium

Lykkebækvej 1, Blå Fløj R, 0. etage

4600 Køge

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Køge

Åbningstider

Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag kl. 8.00-15.30.
Fredag kl. 8.00-15.00

Hvis du er nødt til at melde afbud!
Ring til os med det samme. Så kan vi indkalde en anden patient og undgå lange ventelister.

Ring til os

Mandag-torsdag fra kl. 9 til 15.
Fredag fra kl. 9.00 til 14.00.