Reduktion af mandler på børn (Tonsillotomi)
Formål
Dit barn skal have reduceret mandler fordi de er så store, at det påvirker dit barns trivsel.
Forundersøgelse
Forundersøgelsen foregår i ambulatoriet inden operationen. Her skal I tale med:
- Lægen om operationen
- Sygeplejersken om forløbet
- Evt. narkoselægen om bedøvelsen
- Dit barn skal evt. have taget blodprøver og yderligere undersøgelser
Forbered gerne en liste med dine spørgsmål, som du kan tage med til forundersøgelsen.
Hvis dit barn har feber eller er syg inden operationen
Kontakt os hurtigst muligt, hvis dit barn har feber eller andre tegn på sygdom i dagene inden operationen. Så kan vi vurdere, om vi skal udsætte operationen.
Du kan ringe (se telefonnummer nederst i teksten) eller skrive til os gennem hjemmesiden minsundhedsplatform.dk.
Gennem minsundhedsplatform.dk kan du læse dit barns journal, se prøvesvar, få overblik over aftaler, aflyse aftaler m.v. Log på med MitID. Du kan også hente appen ”MinSP” i App Store/Google Play.
Forbered dig og dit barn inden operationen
Dagen før din operation (en hverdag) skal du ringe på telefon 47 32 38 20 mellem kl. 14.30-15.30 eller efter kl. 18.00 og få oplyst dit mødetidspunkt på operationsdagen.
Planlæg spisetider i forhold til faste før operationen.
Søskende har ikke adgang til operationsgangen og opvågningen, så vi opfordrer til, at søskende bliver hjemme
Din barns medicin
Hvis dit barn tager medicin, så følg de aftaler du har lavet med de forskellige læger ved forundersøgelsen. Vær især opmærksom på diabetes medicin.
Husk at medbringe dit barns vanlige medicin ved indlæggelsen.
Faste før operationen
Dit barn må spise mad indtil seks timer før operationen.
Hvis dit barn får brystmælk, må dit barn få brystmælk indtil fire timer før operationen.
Dit barn må IKKE drikke nogen andre former for mælk– inkl. havremælk, mandelmælk med videre - senere end seks timer før operationen.
Dit barn må gerne drikke klare væsker indtil en time før operationen - dvs. vand, saft, sodavand eller juice uden frugtkød.
En time før operationen vil dit barn blive opfordret til at drikke sidste glas ”klar væske” inden operationen (se ovenfor) svarende til 3ml/kg. Herefter må barnet ikke få noget at drikke.
Hvis dit barn ikke faster, bliver operationen aflyst.
På operationsdagen
Dit barn skal møde fastende.
Hvis dit barn får daglig medicin, så medbring medicinen og giv barnet medicinen, som det er aftalt med lægen ved forundersøgelsen.
Dit barn må gerne få et bad og evt. få vasket hår.
Barnet må ikke have smykker, piercinger, ur, kunstige negle eller neglelak på.
Vi tager imod dig og dit barn på 0. etage ved R-fløjen og fortæller jer, om tidsplanen holder. Nogle operationer tager længere tid end planlagt, så derfor kan dit barn komme til at vente.
Barnet skal skifte til hospitalstøj og I får en stol til at vente i. Medbring gerne læsestof, høretelefoner, tablet eller lignende til evt. ventetid.
Operationen
Du og dit barn går selv op til operationsgangen. Du må gerne komme med ind på operationsstuen og blive der, til dit barn sover.
Mens dit barn bliver opereret, kan du vente på strøget. Vi kontakter dig, når operationen er overstået.
Narkoselægen bedøver dit barn. Operationen tager ca. 30 min.
Operationen foregår gennem munden. En del af mandlerne skæres væk med en special el-kniv, således at der skabes bedre plads i svælget hos barnet. Der opstår derved en sårflade.
Efter operationen
Efter operationen bliver dit barn kørt til opvågningsafdelingen, og du bliver kontaktet, så snart barnet ankommer til opvågningen. Dit barn får kvalme- og smertestillende medicin efter behov. Når barnet er helt vågen, bliver det kørt tilbage til ØNH sengeafsnit. Barnet vil blive udskrevet af en læge eller en sygeplejerske, når det har det godt. Ofte er det samme dag, men i nogle tilfælde er det nødvendigt, at du og dit barn bliver i ØNH sengeafsnit til i hvert fald næste dag. Ofte er der ikke behov for yderligere kontrol. Hvis dit barn skal til kontrol, får du information af sygeplejersken, inden I tager hjem.
Efter operationen aftales med lægen, hvilken form for smertestillende medicin dit barn skal have. Afhængig af, om det er tablet, mikstur eller stikpiller, laves der recept, købes som håndkøb eller gives med hjem fra afdelingen.
Typisk gør dette indgreb ikke særligt ondt, men hvis dit barn har ondt, skal have smertestillende medicin. Det virker bedst, hvis barnet får medicinen med faste intervaller. Det vil ofte være nok med smertestillende de første 3-4 dage.
Risikoen for blødning ved dette indgreb er lille, men børn skal sove under opsyn de første fem dage efter operationen. Du skal kunne høre host eller at barnet kaster op, mens det sover.
Vær MEGET OPMÆRKSOM på blødning fra dit barns mund.
Hvis det sivbløder lidt, skal dit barn sutte på is i 15 minutter, hvorefter blødningen gerne skulle være stoppet. Hvis den ikke er stoppet, skal I ringe 112. Du kan evt. kontrollere, om det bløder, ved at barnet spytter i et stykke køkkenrulle.
Hvis det bløder, sådan at det løber ud af munden, skal du ringe 112 med det samme.
Barnet må spise og drikke hvad det har lyst til. Is virker smertelindrende. Det vigtigste er at barnet spiser.
Dit barn skal holde aktivitetsniveauet lavt i en uge efter operationen. Undgå fysisk anstrengelse og voldsom leg (f.eks. trampolin).
Barnet må heller ikke komme i institution eller i skole den første uge efter operationen.
Eventuelle komplikationer/risici
Der er altid risiko for infektion svarende til det område, hvor dit barn er opereret. Kontakt os, hvis barnet får feber over 38.0 eller tiltagende smerter omkring operationssåret.
Desuden er der risiko for:
- kraftig og spontan blødning RING 112.
- Dit barn kan få ømhed af tungen, smagsforstyrrelser, hæshed og synkebesvær. Det er som regel forbigående.
Flere informationer
Læs mere om forstørrede mandler (tonsilhypertrofi) på patienthåndbogen.dk.
Kontakt
Adresse
Sjællands Universitetshospital, Køge
Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling
Operationsafsnit
Opgang N
Lykkebækvej 1, 1. sal
4600 Køge
Se kort
Find vej til Sjællands Universitetshospital, KøgeÅbningstider
Mandag til torsdag kl. 8.00 - 18.00
Fredag kl. 8.00 - 15.30.
Hvis du er nødt til at melde afbud!
Ring til os med det samme. Så kan vi indkalde en anden patient og undgå lange ventelister.
Ring til os
Fredag kl. 9.00 til 14.00
Opdateret onsdag den 1. nov. 2023