Gå til indhold

Brud kindben - operation (Reponering af zygoma fraktur)

Se kontaktoplysninger
Se hvad der skal ske, og hvordan du forbereder dig.

​Formål

Vi sætter bruddet på plads for at forhindre, at du får varige kosmetiske eller funktionelle problemer.

Forundersøgelse

Forundersøgelsen foregår i ambulatoriet inden operationen. Her skal du tale med:

  • Lægen om operationen
  • Sygeplejersken om forløbet
  • Evt. narkoselægen om bedøvelsen
  • Evt. have taget blodprøver og yderligere undersøgelser

Tag gerne en ledsager med og evt. en liste med dine spørgsmål

Hvis du har feber eller er syg inden operationen

Kontakt os hurtigst muligt, hvis du har feber eller andre tegn på sygdom i dagene inden operationen. Så kan vi vurdere, om vi skal udsætte operationen.

Du kan ringe (se telefonnummer nederst i teksten) eller skrive til os gennem www.minsundhedsplatform.dk.

Gennem minsundhedsplatform.dk kan du læse din journal, se prøvesvar, få overblik over dine aftaler, aflyse aftaler m.v. Log på med MitID. Du kan også hente appen ”MinSP” i App Store/Google Play.

Forbered dig inden operationen

Dagen før din operation (en hverdag) skal du ringe på telefon 47 32 38 20 mellem kl. 14.30-15.30 eller efter kl. 18.00 og få oplyst dit mødetidspunkt på operationsdagen.​​

Køb evt. smertestillende medicin i håndkøb (vi anbefaler Paracetamol og eventuelt Ibuprofen). Efter operationen får du udleveret recept på smertestillende medicin, hvis det skønnes nødvendigt i din situation.

Planlæg spisetider i forhold til faste før operationen.

Du må ikke selv køre bil det første døgn efter operationen, derfor er det vigtigt at afklare, hvordan du kommer hjem.

Har du hjemmepleje, så husk at give dem besked om operation.

Undlad at spise fiskeolie, ingefær og ginkgo biloba en uge før operationen, da det er blodfortyndende.

Du skal være varsom med at drikke alkohol. Vil du være på den sikre side, bør du højst drikke 10 genstande om ugen, gælder for både kvinder og mænd. Drikker du normalt mere end fire genstande om dagen, bør du helt undlade at drikke mindst fire uger før operationen.

Hvis du ryger, bør du helt undlade at ryge i de sidste seks uger før operation.

Din medicin

Hvis du tager medicin, så følg de aftaler du har lavet med de forskellige læger ved forundersøgelsen. Vær især opmærksom på evt. pause med blodfortyndende medicin og/eller diabetes medicin.

Husk at medbringe din vanlige medicin ved indlæggelsen.

Faste inden operationen

  • Du må spise mad indtil seks timer før din operation.
  • Du må IKKE drikke nogen former for mælk– inkl. havremælk, mandelmælk med videre - senere end seks timer før operationen.
  • Du må drikke klare væsker indtil to timer før din operation - dvs. vand, saft, sodavand, te eller kaffe uden mælk.
  • Drik gerne noget med sukker to timer før operationen, så du føler dig mere mæt. Det kan være saftevand, juice uden frugtkød eller sodavand.

Hvis du ikke faster, vil din operation blive aflyst

På operationsdagen

  • Du skal møde fastende.
  • Medbring og tag din daglige medicin, sådan som du har aftalt med lægen ved forundersøgelsen.
  • Fjern piercinger, smykker, makeup, kunstige negle og neglelak.
  • Tag et bad og vask dit hår.

Vi tager imod dig på 0. etage ved R-fløjen og fortæller dig, om tidsplanen holder. Nogle operationer tager længere tid end planlagt, så derfor kan du komme til at vente.

Du skal skifte til hospitalstøj og får en stol til at vente i. Medbring gerne læsestof, høretelefoner, tablet eller lignende til evt. ventetid.

Operationen

Du går selv op til operationsgangen. Din ledsager må gerne følge dig. Hvis du har brug for det, kan din ledsager komme med ind på operationsstuen.

Din ledsager er velkommen til at vente på strøget.

Narkoselægen bedøver dig. Operationen tager ca. en time.

For at sætte dit brud på plads, er det nødvendigt at skabe adgang igennem huden eller munden - Du vil forud for din operation blive informeret nøjagtigt om, hvor vi laver adgangen. Nogle gange er det nok at vippe knoglen på plads, andre gange er det nødvendigt at holde bruddet fast med titaniumskinner. Når vi syr sammen, vil vi bruge selvopløselige tråde i munden, mens trådene i huden skal fjernes hos din egen læge fem dage efter operationen.

Efter operationen

Efter operationen bliver du kørt til opvågningsafdelingen. Du vil få kvalme- og smertestillende medicin efter behov. Når du er helt vågen, bliver du kørt tilbage til ØNH sengeafsnit. Du vil blive udskrevet af en læge eller en sygeplejerske, når du har det godt. Ofte er det samme dag, men i nogle tilfælde er det nødvendigt, at du bliver i ØNH sengeafsnit til næste dag. Hvis du skal til kontrol, får du mundtlig information af sygeplejersken, inden du går hjem.

  • Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt. Det virker bedst, hvis du tager medicinen med faste intervaller.
  • Du må ikke tygge i hårde fødevarer som f.eks. gulerødder og flæskesvær. Blød kost som f.eks. pasta- og kartoffelmos mm. anbefales de første 14 dage.
  • Hvis der ikke er brugt skinner, anbefaler vi, at du sover med en papkapsel (udleveres ved udskrivelsen) over øjet og kindregionen i to uger efter operationen – kapslen påsættes med plaster eller sportstape, når du går i seng.
  • Tag det helt med ro den første uge efter operationen. Herefter kan du begynde at motionere i et roligt tempo – hård træning frarådes i 2-3 uger. Undgå kontakt sport i ca. seks uger.
  • Du skal måske være sygemeldt (oftest 1-2 uger) afhængigt af dit arbejde.

Du vil blive ringet op af lægen, der har opereret dig, ca. 14 dage efter operationen. Her taler I om, hvordan det går og aftaler, om du skal ind på sygehuset til kontrol.

Eventuelle komplikationer/risici

Der er altid risiko for infektion svarende til det område, hvor du er opereret. Kontakt os, hvis du får feber over 38.0, rødme, hævelse eller tiltagende smerter omkring operationssåret.

Desuden er der risiko for:

  • At bruddet i ansigtet kan rykke sig, især hvis der ikke er brugt skinner.
  • At du kan få hævelse og blive blå omkring øjnene, som forsvinder igen.
  • At du oplever sovende fornemmelse / nedsat følesans i kinden, siden af næsen og overlæben. Dette er ofte forbigående men kan være længerevarende eller blivende.
  • Hvis du er opereret gennem munden skal du skylle med klorhexidin mundskyl efter hvert måltid, i 14 dage.

Flere informationer

Læs mere om kind og næseskade på patienthåndbogen.dk.

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Køge

Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling

Operationsafsnit

Opgang N

Lykkebækvej 1, 1. sal

4600 Køge

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Køge

Åbningstider

Operationer gennemføres:
Mandag til torsdag kl. 8.00 - 18.00
Fredag kl. 8.00 - 15.30.

Hvis du er nødt til at melde afbud!
Ring til os med det samme. Så kan vi indkalde en anden patient og undgå lange ventelister.

Ring til os

Mandag til torsdag kl. 9.00 til 15.00
Fredag kl. 9.00 til 14.00