Velkommen til Søvnapnøklinikken
Velkommen til Søvnapnøklinikken
Udredning og behandling
Hvis du har søvnapnø, kan din vejrtrækning stoppe op til flere hundrede gange i løbet af en enkelt nat. Behandlingen indebærer, at du skal sove med en maske, der kobles til en luftpumpe med en slange (CPAP-apparat). Behandlingen er som regel livslang. Få mere information om søvnapnø:
Bestilling af reservedele
I pdf'en får du information om, hvordan du bestiller reservedele til CPAP-behandling.
Forløb
Vi planlægger dit forløb sammen med dig og dine pårørende. Det er vigtigt for os, du ved hvad der skal ske, og at du føler dig tryg. Så vidt som muligt udleverer vi behandlingsudstyr med det samme. Som patient får du tilbudt at fortsætte kontrollen i klinikken. Du har mulighed for at få teknisk støtte og hjælp, hvis du har behov for det. Vi lægger vægt på kort ventetid, og et hurtigt og veltilrettelagt patientforløb.
Henvisning til søvnapnøklinikken
Hvis der er mistanke om søvnapnø, skal din praktiserende øre-, næse- halslæge henvise dig til Søvnapnøklinikken.
Den gode henvisning søvnapnø - revideret i juni 2023
Vejledning om helbredskrav til kørekort (VEJ nr 10150 af 01/11/2022)
Vejledning om helbredskrav til kørekort (retsinformation.dk)
Vejledning om helbredskrav til kørekort November 2022 (stps.dk)
Ventetider
Videoer og information om søvnapnø
Kender du nogen, der snorker eller har ophold i vejrtrækningen, når de sover?
- Så kan det være, at de lider af tilstanden søvnapnø.
Søvnapnø er en sygdom, som dækker over en unormal vejrtrækning, når man sover. Søvnapnø er typisk forårsaget af, at luftvejen falder sammen, sådan at den blokeres. Så sker der det, at selvom du forsøger at trække vejret ind, kan du ikke flytte luften ned i lungerne. Dette er oftest fordi, at tungen er faldet tilbage og har tilstoppet luftvejen. Så opstår der de pauser i vejrtrækningen, som kaldes søvnapnø.
Spørg én du sover sammen med, om han eller hun har bemærket, om din vejrtrækning er normal, når du sover.
Symptomer på søvnapnø
Problemerne ved at have søvnapnø er mange og kan have mange forskellige konsekvenser. For det første kan søvnen blive forstyrret således, at du ikke kan opnå normal søvn.
Symptomer på mangel på søvn kan være, at du:
- ikke føler sig udhvilet om morgenen
- har trykkende hovedpine om morgenen
- føler dig søvnig i løbet af dagen og har svært ved at holde dig vågen
- oplever forværret hukommelse, glemsomhed og har vanskeligere ved at danne dig overblik
- ikke føler, at du bliver friskere af at sove.
Mærkeligt nok kan du også opleve, at du ikke kan falde i søvn. Dette kan være fordi, at du hele tiden vågner på grund af søvnapnøen, hver gang du netop er faldet i søvn. Nyere forskning indenfor søvnapnø viser, at kvinder oftere end mænd oplever dette symptom.
Søvnapnø kan også påvirke nogle kropslige systemer, som kan give symptomer fra andre kropsområder end hvad man umiddelbart tænker. Et klassisk eksempel kan være, at man skal op og tisse mange gange i løbet af natten.
Natlig mundtørhed er også et typisk problem ved søvnapnø. Det opstår ved, at man forsøger at kompensere for vejrtrækningspauserne ved at trække vejret gennem munden frem for næsen.
Du kan også opleve nedsat sexlyst eller symptomer på depression på grund af din søvnapnø.
Kontakt din læge hvis du oplever disse symptomer
Søvnapnø kan bidrage til udviklingen af følgende tilstande:
- Hjerteflimmer
- Forhøjet blodtryk
- Diabetes
- Blodprop i hjertet eller hjernen
Søvnapnø er en almindelig tilstand og mange danskere har det. Det positive er, at der findes en virksom behandling, som kan gøre den natlige vejrtrækning normal igen.
Tal med din læge, hvis du kan genkende nogle af de ovenstående symptomer.
Se og hør om symptomerne på søvnapnø i videoen
Hvis du eller dine pårørende har lagt mærke til symptomer på søvnapnø, anbefales du at tale med din læge.
Hos lægen kan I tale om symptomerne og finde ud af, om du kan have søvnapnø eller andre tilstande, hvor dine symptomer også kan passe.
Undersøgelser og symptomer
Hvis du eller din læge mener, at du kan have søvnapnø, skal du undersøges nærmere for at diagnosen kan stilles.
Dette foregår oftest hos en praktiserende øre-næse-hals-læge. Du behøver ingen henvisning, og du kan selv ringe og bestille tid.
Hos din øre-næse-hals-læge vil I gennemgå dine symptomer på søvnapnø, og oftest vil du også blive undersøgt i munden, næsen og halsen.
I skal sammen finde ud af, hvor meget trætheden påvirker dig i din hverdag, og du vil oftest blive bedt om at udfylde et spørgeskema.
Hvis lægen mener, at dine symptomer tyder på søvnapnø, skal det undersøges med teknisk udstyr, som du låner med hjem. Du skal sove, mens du har udstyret på. Undersøgelsen foregår mens du sover og varer typisk en enkelt nat.
Det er ikke ubehageligt at blive undersøgt for søvnapnø, men det kan godt opleves generende at sove med måleudstyr på.
Du skal sove med en lille slange i næseborene, et bælte over brystet og maven samt en iltmåler på fingeren der er forbundet til en lille optager. Udstyret optager lyd for snorken, bevægelser når du trækker vejret, din puls samt mængden af ilt i blodet mens du sover.
Når øre-næse-hals-lægen har set undersøgelsen igennem, vil lægen give dig svaret på, om du har søvnapnø, der kræver behandling. Hvis undersøgelsen viser, at du har søvnapnø, og du ønsker behandling, skal du henvises til søvnapnøklinikken på sygehuset.
Se i videoen, hvordan undersøgelsen foregår
Har du søvnapnø, kan du selv gøre meget for din generelle sundhed.
Det er vigtigt at få en god nats søvn på 7-8 timer. I mange tilfælde drejer det sig om at få lavet faste rutiner omkring nattesøvnen.
Skab gode vaner
Generelt er det en god idé at gå i seng og stå op til faste tider.
Undgå at spise og drikke de sidste to timer inden du går i seng og hold igen med alkohol sidst på aftenen, da det giver en overfladisk søvn.
Sluk TV og telefon mindst en halv time inden du går i seng, så hjernen slapper af, din vejrtrækning bliver rolig og din krop bliver afslappet.
Vægttab kan hjælpe
Hvis du er overvægtig, kan et vægttab mindske søvnapnøen. Men kun i enkelte tilfælde kan et vægttab helt helbrede søvnapnøen, og det kan være svært at finde overskuddet til at tabe dig, når du er træt.
Mange med søvnapnø er hele tiden trætte, og det kan give problemer med at huske og koncentrere sig.
Forsøg alligevel at komme ud og bevæge dig og få frisk luft hver dag. En gåtur er også motion.
Gå regelmæssigt til læge
En ubehandlet søvnapnø kan sænke din generelle sundhed. Det er derfor en god idé at gå regelmæssigt til egen læge.
Med den rette behandling er der rigtig gode muligheder for, at du kan have et godt liv med søvnapnø. Også selvom søvnapnø i de fleste tilfælde er en sygdom, som du skal leve med resten af livet.
Den rigtige behandling for søvnapnø kan være lige netop det, der giver dig motivationen, energien og overskuddet tilbage.
Se videoen og få inspiration til, hvad du selv kan gøre
Med diagnosen og den rette behandling er der rigtig gode muligheder for et godt liv med søvnapnø, også selvom det i de fleste tilfælde er en sygdom, du må leve med resten af livet.
Et godt liv med søvnapnø
At få stillet en diagnose på en kronisk sygdom som søvnapnø kan vende op og ned på ens liv.
Men den rigtige behandling for søvnapnø kan være lige netop det, der giver dig motivationen, energien og overskuddet tilbage.
Søvnapnø er en ”usynlig” sygdom, hvor man ikke ser syg ud, men hvor man er påvirket af træthed og måske har nogle følgesygdomme eller problemer med behandlingen.
Du kan for eksempel opleve problemer med at vænne dig til CPAP-udstyret, hvilket er helt normalt.
Hav tålmodighed med behandlingen
Der kan undervejs være behov for at lave justeringer på udstyret, så prøv at være tålmodig.
Det er vigtigt, at du holder en god og tæt kontakt med din søvnapnøklinik. Sammen kan I finde løsninger og sikre, at du får mest muligt ud af din behandling.
Søg støtte hos andre
Det kan også være gavnligt at søge information og støtte andre steder fra.
På Dansk Søvnapnø Forenings hjemmeside: Hjem - Dansk Søvnapnø Forening (snorker.dk) finder du information og rådgivning.
På Facebook finder du også grupper for søvnapnøpatienter i Danmark. Du har her mulighed for at udveksle erfaringer med andre.
Folk er forskellige. Det er ikke alle, der har lyst til at tale om deres følelser eller frustrationer. Men mange har glæde af at tale med andre, der har stået i en lignende situation, og høre deres erfaringer.
Forhåbentlig vil du, ligesom mange andre, opleve, at når behandlingen kører og din søvnapnø er velbehandlet, er det som at få et helt nyt liv. Et liv hvor du igen har energien til at gøre alt det, der er værdifuldt for dig.
Se videoen og bliv inspireret til livet med søvnapnø
Hvis du ønsker behandling for din søvnapnø, findes der forskellige muligheder.
Når du bliver henvist til behandling, vil du blive tilbudt en samtale med en læge eller sygeplejerske i søvnapnøklinikken.
Behandling med CPAP
I søvnapnøklinikken vil du, sammen med en læge eller sygeplejerske, gennemgå resultaterne fra din søvnundersøgelse og tale om behandling.
På klinikken kan de tilbyde dig behandling med CPAP, som virker ved at holde luftvejene åbne under søvn ved at puste luft gennem næsen eller munden.
Behandling med CPAP er det, som de fleste vælger. Her på vores hjemmeside kan du se film, der fortæller mere om, hvad en CPAP-behandling indebærer.
Hvis din søvnapnø er positionsafhængig, altså at du har flest pauser i vejrtrækningen, når du ligger på ryggen, er der mulighed for at prøve det, som kaldes en ”positionstræner”.
Tandskinnebehandling
Hvis din søvnapnø er af let til moderat grad, kan du have gavn af en tandskinnebehandling. En søvnapnøskinne virker ved at få kæben til at glide frem og holde tungen på plads når du sover.
En effektiv søvnapnøskinne skal laves, så den passer specielt til dig. Det er vigtigt, at søvnapnøskinnen laves af en tandlæge med erfaring i behandling af søvnapnø.
Der gives tilskud til tandskinnebehandling, hvis du er medlem af sygeforsikring Danmark. Udover tilskud fra Danmark er der egenbetaling på tandskinnen.
I enkelte tilfælde kan man behandle søvnapnø med en operation. Det kunne for eksempel være at fjerne forstørrede mandler.
Du kan tale med lægen på søvnapnøklinikken om hvorvidt en positionstræner, søvnapnøskinne eller operation er en mulighed for dig.
Vægttab kan mindske søvnapnø
Udover de nævnte behandlingsformer er der måske også noget, du selv kan gøre.
Hvis du er overvægtig, kan du forsøge med vægttab. Hvis du har en BMI over 35 og har søvnapnø, kan fedmekirurgi være en mulighed for at opnå vægttab.
Vægttab kan ofte bedre dine symptomer og antallet af pauser i vejrtrækningen mens du sover.
Hvis man taber sig 10 % af sin vægt, ses der ofte en bedring af antal pauser i vejrtrækningen med cirka 25 %.
Tager du bestemte lægemidler, som for eksempel sovemedicin eller stærkt smertestillende medicin, kan det også påvirke din søvnapnø.
Du kan tale med din læge om, hvad der bedst kan hjælpe dig.
Se videoen og få viden om dine muligheder for behandling
Hvis du har fået stillet diagnosen søvnapnø, og skal i gang med CPAP behandling, kan du i denne film se en gennemgang af en CPAP maskine.
Se hvordan du bruger CPAP-maskinen
En effektiv behandling
Udstyret får du udleveret i en taske, og i første omgang gennemgår vi indholdet.
Her finder du CPAP maskine, fugterslange, fugterkammer og strømforsyning, der er delt i to.
Sådan gør du
Strømforsyningen samles, og stikket passer til en almindelig stikkontakt. Bag på maskinen sætter du stikket i. Du monterer fugterslangen på selve CPAP maskinen. Du skal sætte pil mod pil. I menuen kommer der information om, at climateline er tilsluttet.
Fugterkammeret er en del af maskinens klimasystem.
Hver aften fyldes det op til max stregen med enten koldt vand fra vandhanen, kildevand eller demineraliseret vand. Kammeret monterer du på siden med et fast tryk.
Fugteren sørger for at fugte luften natten igennem, så du forebygger tørhed af slimhinder i næse, svælg og mund. Du afmonterer ved at trække kammeret ud. Der er ikke en udløsende funktion.
Bagpå maskinen sidder der et lille gitter. Bag gitteret finder du et lille filter.
Maskinen tændes og slukkes ved et enkelt tryk på knappen.
Som udgangspunkt kører maskinen automatisk og er blevet indstillet til dig ved udleveringen.
Placer din maskine tæt på din seng og ikke på gulvet.
Slangen monteres nu på masken, som du har fået udleveret, og behandlingen kan gå i gang.
Det er vigtigt, at masken tilpasses rigtigt inden opstart på behandlingen.
Følg din behandling
Du kan følge din søvnbehandling på to måder.
1. Tilgå ”Min søvn” i menuen og se:
BRUG – Hvor mange timer du har haft din maske på.
EVENT – Hvor mange apnøer/pauser i vejrtrækningen du har tilbage, når du bruger din maske.
MASKE – Hvor godt din maske har siddet.
2. Download appen ”Myair” hvor du kan hente dine søvndata og få tips til din behandling.
Det gøres ved at trykke på ”+MERE” og derefter trykke på ”Myair app tilslutning”. Du kan også scanne QR-koden i informationsmaterialet, som ligger i din taske.
Den mest anvendte behandling for søvnapnø er at sove med en maske, som er tilknyttet en maskine.
Den kaldes en CPAP-maskine. CPAP er en engelsk forkortelse for ’Continuous Positive Airway Pressure’, hvilket betyder ’Fast Forhøjet Tryk i Luftvejene’.
CPAP-maskinen er en støtte, som gør det muligt at få den naturlige søvn tilbage.
Maskinen tager almindelig luft fra omgivelserne og puster det ud med et forhøjet tryk.
Via en maske kan dette tryk afsætte sig i svælget, således at det ikke længere kan falde sammen men derimod holdes åbent hele natten.
Så ophæves betydningen af søvnapnøen, og vejrtrækningen bliver normal igen.
De fleste oplever også, at deres snorken stopper.
Se videoen om CPAP-behandling
Den første tid med CPAP-maskinen
Der er meget at lære, når du første gang tager en CPAP-maske på. Det er også helt normalt, hvis du oplever problemer med din behandling særligt i de første måneder, hvor du skal lære at bruge CPAP-maskinen.
Med tiden lærer du både maske og maskine at kende, og det bliver en del af hverdagen.
Det er normalt at opleve udfordringer som:
- Masken slutter dårligt til ansigtet og støjer
- Besvær med at finde ro og falde i søvn med masken på
- Oplevelsen af at udstyret vækker dig
De fleste af disse udfordringer bliver betydeligt mindre med tiden. Hvis en udfordring bliver ved gennem flere uger, bør du kontakte din søvnapnøklinik for at få hjælp til at komme videre.
Det vigtigste er at have tålmodighed med sig selv, blive ved med at bruge masken og tage kontakt til klinikken, hvis tingene ikke bliver bedre.
Med velfungerende CPAP-behandling kan du se frem til at føle dig bedre udhvilet, være mindre oppe og tisse om natten og have mindre mundtørhed. Derudover virker behandlingen også aflastende på dit hjerte og kredsløb.
CPAP er en meget effektiv behandling af søvnapnø, og det er den behandling, som vi anbefaler til moderat og svær søvnapnø.
Masken kræver tilvænning
Behandlingen består af en maske, som tilkobles en slange samt en lille kompressor. Kompressoren skaber et kontinuerligt overtryk, som holder de øvre luftveje åbne.
For de fleste tager det tid at vænne sig til at bruge behandlingen. Du kan eventuelt øve dig med masken i vågen tilstand, så du bliver fortrolig med både masken og luften.
I starten kan du måske kun have udstyret på noget af natten - men vær tålmodig.
Bliv ved med at øve dig, og husk at bruge masken hver nat, da behandlingen kun virker, når du bruger den.
Se hvordan du tilpasser masken til dit ansigt
Masketyper og tilpasning
Maskens tilpasning er meget afgørende for behandlingen.
Du har fået udleveret den maske, som vi tror, vil være god for dig.
Hjemme kan du med fordel bruge et spejl ved tilpasning.
Nasal-maske
Af- og påmontering sker ved hjælp af de to magnetlåse, som sidder på siden. Vær opmærksom på at justere masken symmetrisk ved hjælp af de to velcrobånd på begge sider af masken.
Masken skal sidde tæt uden at efterlade mærker over næseryg og ansigt. Ved brug er der ofte behov for finjustering af masken.
Fullface-maske
Som ved nasal-masken skal denne også sidde tæt uden at give trykmærker over næseryg og ansigt.
Den spændes ligeledes symmetrisk, og her bruger du også magnetlåsene ved af- og påmontering.
Pillows-maske
Masken rettes godt til, så maskens inderste stykke slutter godt til i næsen. Vær også opmærksom på at tilrette stroppen, så den holder masken på plads.
Funktionen ”masketilpasning”
Sådan kan du kan få hjælp af funktionen masketilpasning på dit CPAP maskine:
På displayet trykker du på funktionen ”+MERE” og følger instruktionen ved at trykke på ”masketilpasning”.
Når masken er monteret, er behandlingen klar til opstart.
Det kan være en god idé at føle, at der er ro på vejrtrækningen, inden du starter.
Du kobler den lange slange til masken, og maskinen vil nu automatisk starte op.
For ikke at blive generet af slangen, kan du vælge at lægge den op omkring hovedpuden, ned over maven eller eventuelt montere den så den kommer ned ovenfra.
Hvis du i løbet af natten oplever utæthed på din maske, skal du slukke behandlingen, rette din maske til og starte op på ny. Det giver det bedste resultat for resten af natten.
Forhåbentlig er du kommet rigtigt godt i gang med at bruge din CPAP-behandling.
Som du nok allerede ved, kræver dit udstyr fast rengøring og vedligehold. En ren maske holder længere og er mere tæt.
Se i videoen, hvordan du rengør CPAP-udstyret
Skab en rutine
Du får langt det største udbytte ved at passe rengøringen af CPAP-udstyret.
Find dig en fast rengøringsdag, så det bliver en rutine.
Masken kræver daglig rengøring.
Den vigtigste del er den bløde del, som vender ind mod ansigtet.
Sådan gør du
- Den bløde del afmonteres og vaskes i hånden, eventuelt med en blød børste, i håndvarmt vand og med mildt opvaskemiddel
- Alternativt kan der bruges en vådserviet uden parfume
- Lad den lufttørre uden sollys
- Resten af masken vaskes én gang ugentligt
- Den lægges i en balje med håndvarmt vand og mildt opvaskemiddel
- Stroppen om hovedet kan eventuelt afmonteres og vaskes i en vaskepose på skåneprogram
- Hvis du har magnetlåse på din maske, skal de afmonteres inden vask.
Hvis du har én af de andre typer masker, er fremgangsmåden den samme.
Selve CPAP-maskinen aftørres med en hårdt opvredet rengøringsklud efter behov.
Rengøring af støvfilter
På bagsiden af maskinen sidder der et lille gitter og bagved gitteret sidder et støvfilter.
Filteret rengøres ugentligt ved at børste det af for støv. Det skal skiftes cirka hver 3. måned.
Hvis du har allergi, kan der isættes et pollenfilter, som skal skiftes én gang om måneden.
Begge typer filtre er engangsfiltre og skal IKKE vaskes.
Én gang om ugen afmonteres den lange (og eventuelt også den korte) slange fra masken.
Begge dele tåler vand på trods af det lille stik.
Delene lægges i blød cirka 30 minutter i en balje med håndvarmt vand og mildt opvaskemiddel.
Skyl efterfølgende grundigt med rent vand og hæng delene til tørre.
Rengøring af fugter-kammer
Fugter-kammeret rengøres 1-2 gange om ugen med håndvarmt vand og mildt opvaskemiddel.
Kammeret afkalkes efter behov med klar eddike eller anden form for mildt afkalkningsmiddel.
Husk altid at tømme dit kammer for vand, hvis du skal have maskinen med på rejse.
Ingen af delene tåler opvaskemaskine eller temperaturer over 50 grader, så skold ikke din maske.
Mens du venter
Vi har mange patienter til undersøgelse og behandling hver dag. Hvis der kommer alvorligt syge patienter med akut opstået eller livstruende sygdom, kan der opstå ventetid. Så kan vi blive nødt til at rykke vores aftale med dig.
Vi gør alt, hvad vi kan for at holde de aftalte tider. Er der ventetid i ambulatoriet, informerer vi dig løbende. Mens du venter, kan du tage plads i venteværelset, tage noget at drikke, og bruge vores gæstenet (wifi). Eventuel kode får du udleveret af personalet.
Besøg på sygehuset: Vigtig information
Du kan gøre en forskel
Som pårørende kan du støtte og hjælpe. Både praktisk, men også ved at lytte og stille spørgsmål.
- Tag med på sygehuset.
- Hjælp med det praktiske.
- Lyt efter og husk, hvad personalet fortæller.
- Stil spørgsmål til undersøgelser og behandling. Skriv gerne spørgsmålene ned hjemmefra.
Husk som gæst på sygehuset
- Vask og sprit dine hænder.
- Vis hensyn til personalet og andre patienter.
- Sæt din telefon på lydløs.
- Benyt høretelefoner, hvis du hører musik eller ser film på din telefon, tablet eller computer.
Hygiejne
Rene hænder redder liv – bakterier og virus spreder sig via hænderne. Vask dine hænder grundigt - og sprit dem af bagefter. Så er risikoen for at sprede bakterier mindre.
Kontakt
Adresse
Sjællands Universitetshospital, Køge
Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling
Søvnapnøklinikken
Lykkebækvej 1, Blå Fløj R, 0. etage
4600 Køge
Se kort
Find vej til Sjællands Universitetshospital, KøgeRing til os
Skriv til os
suh-soevnapnoe-koe@regionsjaelland.dk
Øvrig information
I Søvnapnøklinikken udreder og behandler vi patienter med søvnforstyrrelse og snorkeproblemer.