Patienthistorie

Da hun som 58-årig fandt blod i afføringen og blev indkaldt til koloskopi, blev hun regulært rædselsslagen. Men på SUH Køge blev hun hørt, taget alvorligt og ikke grinet af, så undersøgelsen blev en positiv oplevelse i forhold til, hvad hun havde forventet.

”Da jeg stod i kø for at melde min ankomst, stod en ældre mand foran mig og skulle opgive sit mobilnummer. Han hørte ikke så godt, og da han pga. Corona skulle stå en meter fra lugen, tog det lang tid. Så jeg nåede at blive godt nervøs, før jeg endelig nåede frem. Og så sagde sekretæren: “Du må gerne sætte dig ud i venteværelset. Her er en brik, der kalder dig op, når det bliver din tur, du har fået nr. 13,” husker hun.

Patienten er under normale omstændigheder ikke overtroisk, men i lige præcis dén situation skulle hun under ingen omstændigheder have nr. 13. Med høj stemme gjorde hun sekretæren klart, at sekretæren måtte give hende et andet nummer.

”Men før sekretæren kunne nå at reagere, kom min sygeplejerske ud og spurgte: ”Er du ......? Vi venter nemlig på dig, så du kan komme med mig det samme.” Og hun sagde det i en tone, så jeg nærmest fik indtryk af, at de havde glædet sig til at jeg skulle komme. Så allerede dér vendte situationen sig til noget positivt. Og jeg slap for nr. 13,” ler hun

Blod i afføringen
For 20 år siden døde en af hendes veninder af tarmkræft. Det hun havde hørt om forløbet, fik hende til at tænke, at det værste hun kunne komme til at fejle, var noget med tarmene. Så da hun efter en screeningsundersøgelse fik konstateret blod i afføringen og blev indkaldt til koloskopi, blev hun bange.

”Jeg har aldrig været så bange, som da jeg skulle gennem den undersøgelse. Det var i første omgang ikke så meget udfaldet af undersøgelsen, jeg var bange for. Det værste for mig var selve undersøgelsen. At få noget stukket op i den forkerte ende, angsten for at det skulle gøre ondt og være ubehageligt og for, om de kunne komme til at rive hul på noget,” siger hun.

Forståelse fra første færd
En uge inden koloskopien blev hun ringet op af en sygeplejerske, der skulle sikre sig, at hun blev rigtigt udrenset forud for undersøgelsen. Sygeplejersken forklarede, at der ville komme udrensningsmidler med posten, som skulle tages aftenen inden og om morgenen på selve dagen for undersøgelsen.

”Jeg var så bange, at jeg brød totalt sammen i telefonen. Sygeplejersken lyttede til mig og sagde, at det skulle jeg bare fortælle, når jeg kom ind på hospitalet, så de vidste, hvordan jeg have det,” husker hun

Lyttet til og taget alvorligt
På selve undersøgelsesdagen, da hun var blevet modtaget af sin sygeplejerske, sluppet for nr. 13 og kommet ind i undersøgelsesrummet, brød hun sammen igen. Denne gang var hun ikke flov, for nu kunne sygeplejerskerne se, hvor langt ude hun følte sig.

”Mine to sygeplejersker i undersøgelsesrummet var simpelthen så søde. Slet ikke som den tandlæge, jeg husker fra folkeskolen, som var sur og hvis mave knurrede, så man blev vildt bange,” fortæller hun

Sygeplejerskerne lyttede til hendes bekymringer for smerter, ubehag og rifter og hendes angst for at få afføring, mens hun lå på briksen. Den angst tog de helt roligt og fortalte, at de jo var vant til det hele og at hun ikke var den første patient, der havde den bekymring. Det skulle hun overhovedet ikke tænke på.

Informeret og medinddraget

”Jeg blev modtaget så godt, at da jeg lå på briksen og skulle have smertestillende og beroligende forud for undersøgelsen, følte jeg slet ikke, at jeg behøvede det,” fortæller hun.

”Og da jeg fortalte sygeplejersken, at jeg modtager beroligende medicin ret godt, sagde hun, at så kunne vi nøjes med 2 mg. i stedet for 3. Det var jeg virkelig glad for.”

Mens undersøgelsen med kamera-sonden var i gang, forklarede sygeplejersken beroligende, hvilken vej kameraet skulle rundt og at det skulle helt over til blindtarmen. Hun lå med lukkede øjne og behøvede bestemt ikke at følge med. Men hun var også lidt nysgerrig.

”Jeg sagde til sygeplejersken, at jeg havde hørt, at man kan vende kamera-sonden inde i tarmen, så man kan se numsen indefra. Og det er rigtigt!” ler hun.

En uventet positiv oplevelse
Efter undersøgelsen følte hun sig slet ikke dopet. Hun kunne rejse og gå på sine ben, og da hun ikke havde spist siden kl. 15.00 dagen før, var hun glad, da sygeplejersken hentede en juice og en sandwich til hende.

”Jeg tog begge dele med og satte mig udenfor og spiste,” fortæller hun.
”35 minutter efter at jeg var kommet ind, var jeg ude igen. Det hele var overstået, jeg havde overlevet, det havde ikke gjort ondt og der var ikke sket noget, så jeg havde fået appetit igen. Og hvor var den var god, den sandwich!”

For hende var det sygeplejerskernes evne og vilje til at lytte og deres beroligende måde at tale på, der vendte oplevelsen til noget positivt. 

”Hvis nogen i dag spørger mig, hvordan det er at gennemgå en koloskopi, vil jeg sige: Det er overhovedet ikke noget, du skal være bange for – bare du fortæller, hvordan du har det. For selv professionelle kan ikke vide, hvor slemt en patient har det, hvis ikke man selv siger noget. Og hvis man siger, hvordan man har det, får man den hjælp, man har brug for,” siger hun.