Patienthistorie

 Af Jutta Weinkouff

Lægen på klinikken advarede om, at en operation ville være farlig og potentielt livstruende.

"Se på mig. Jeg er allerede død indeni," svarede patienten.

Samtalen fandt sted på klinikken i 2011. På det tidspunkt vejede patienten næsten 200 kilo og var blevet henvist af sin egen læge efter flere fejlslagne forsøg på vægttab på både offentlige og private hospitaler.

Klinikken var nystartet, og patientens BMI lå meget over, hvad klinikken tidligere havde behandlet. Men det stod klart, at det var lige så farligt at undlade en operation. Kontakten til klinikken blev et vendepunkt. Selvom klinikken var ny, følte patienten sig forstået, taget alvorligt og lyttet til. Der var ingen udskældning på grund af vægten.

Massiv spiseforstyrrelse

Massiv spiseforstyrrelse i 25 år havde patienten spist alt, hvad der var muligt at få fat i. Der blev spist på alle tider af døgnet – også om natten, når søvnapnøen førte til panik over ikke at kunne trække vejret. Så blev der spist igen, når man alligevel var vågen.

"Jeg levede i min egen boble, hvor mad var det eneste, der betød noget," husker han. "Og ingen skulle fortælle mig, hvad jeg skulle eller ikke skulle. Jo større jeg blev, jo mere aggressiv blev jeg, når nogen prøvede at fortælle mig, at jeg havde et problem."

En nøgleperson i kampen mod kiloene var patientens søster. Hun havde påtaget sig et stort ansvar fra en tidlig alder, men jo større personen blev, jo sværere blev det at få kontakt.

"Søvnapnøen påvirkede ham meget. Han blev aggressiv, og i perioder virkede det, som om han var en helt anden," fortæller søsteren.

Ring til Køge

"Ring til klinikken" Patienten skulle tabe 10 % af sin kropsvægt, før kirurgen ville overveje en operation. Det var samtidig vigtigt for klinikken at få et indtryk af, om patienten kunne overholde de kostrestriktioner, der skulle følges efter operationen, så der var tæt kontakt under hele forløbet.

Søsteren tog patienten ind i sit hjem og styrede diæten i et halvt år. Det var en kamp. Patienten følte sig fanget, blev vred og aggressiv, og søsteren følte sig som en fængselsvagt.

Men da klinikken overtog forløbet, fik søsteren luft og kunne være søster igen i stedet for diætist, sygeplejerske og mor. Når der opstod spørgsmål, kunne søsteren sige: "Ring til klinikken." Og det gjorde patienten.

På klinikken var der altid en fast sygeplejerske i røret. Klinikken sørgede for, at kontakten blev holdt på én hånd for at sikre, at aftaler blev overholdt.

"Jeg følte mig i trygge hænder på klinikken," fortæller personen. "Det var betryggende at vide, hvem jeg skulle tale med, og at det kun var få mennesker, der skulle se og snakke med mig. De var med mig hele vejen."