Hernie Ambulatorium (Brok) - Kirurgisk Ambulatorium 1
På Kirurgisk afdeling varetager vi både behandlingen af almindelige brok, og har også højtspecialiseret regionsfunktion for patienter med meget store brok eller brok i relation til stomier.
Brok er en godartet og meget hyppig kirurgisk lidelse, som mere end 15.000 opereres for i Danmark om året. Sygdommen skyldes en udposning af bughinden med eller uden indhold af bughulens organer, typisk fedt eller tarm, gennem en åbning eller et svagt sted i bugvæggen. Brokket viser sig som en bule, når man står oprejst, hoster eller presser maven ud. Brok findes typisk i lyske regionen, omkring navlen, i relation til stomier eller i ar efter tidligere operationer.
Størrelsen af brokket kan være fra få mm til mange centimeter i diameter. Symptomerne varierer fra ubetydelige til daglige gener og mange smerter og i sjældne tilfælde kan det udvikle sig til livstruende tilstande.
Vi varetager både behandlingen af almindelige brok, og har også højtspecialiseret regionsfunktion for patienter med meget store brok eller brok i relation til stomier.
En række følgesygdomme som overvægt og rygning, øger risikoen betydeligt for komplikationer til operationerne hvorfor vi lægger stor vægt på at optimere patienternes tilstand, inden vi tilbyder operation. I visse tilfælde har vi derfor krav om rygestop og BMI <35 før vi tilbyder operation.
Da brok præsenterer sig på mange forskellige måder, er der også stor variation i den behandling vi tilbyder. Uanset type af brok tilstræber vi, at anvende den mest avancerede, mest sikre og mest gennemprøvede behandling, der findes, så du får et så godt et forløb som muligt hos os.
Før dit møde i ambulatoriet
Når du er blevet henvist, gennemgår vi din henvisning, og hvis vi har behov for yderligere oplysninger eller måske nogle supplerende undersøgelser inden du møder i ambulatoriet, vil du blive kontaktet af vores specialuddannede lægesekretærer eller sygeplejersker. Således at vi har mulighed for, at starte dit forløb allerede inden du møder op til konsultation, derved får du så meget som muligt ud af dit besøg.
Det er en god ide at nedskrive spørgsmål som du kan tage med til konsultationen og tag gerne en pårørende med.
Pårørende er meget velkomne til at stille supplerende spørgsmål
Når du møder i ambulatoriet
Vi ser mange patienter i løbet af dagen, og selvom vi prøver at tilrettelægge vores programmer så godt som muligt, kan der opstå vente tid. Men du kommer til så hurtigt som muligt, og vi informerer om ventetid, hvis vi er forsinkede.
Mens du venter i vores venteområde kan du benytte vores gæstenet (wifi). Du vil blive kaldt frem, når det bliver din tur.
Ved samtalen med lægen bliver der lagt en behandlingsplan, og er det mindre indgreb, vil du allerede samme dag blive vurderet af vores anæstesilæge.
Vi tilstræber desuden, at du får en operationsdato med hjem. Hvis dit brok er mere avanceret eller du har mange følgetilstande, som gør operationen risikofyldt eller teknisk vanskelig, vil vi efter din konsultation, vurdere din sygehistorie på vores multidisciplinære konference, MDT, før vi kan tilbyde en endelig behandlingsplan.
Svaret på den multidisciplinære konference-beslutning gives typisk på telefon.
Hvis du er overvægtig, og har behov for hjælp til at tabe dig, kan vi tilbyde samtale hos vores specialuddannede sygeplejersker, som enten selv vil varetage vægttabsforløbet eller hjælpe med at finde et kommunalt tilbud der passer til dig.
Vi lægger stor vægt på at uddanne både læger og sygeplejersker i vores ambulatorie, så du vil opleve, at der kan blive behov for at din sygehistorie skal konfereres med en mere erfaren kollega, imens du er i vores konsultation, så vi sikrer at du får det rette behandling.
Efter mødet i ambulatoriet
Al korrespondance i forhold til mødetider foregår via E-boks, mit.dk eller min SP, medmindre andet er aftalt. Såfremt du skal opereres under indlæggelse, får du i forbindelse med dit ambulante besøg eller fremsendt, en operationsdato men mødetidspunktet får du først få dage før. Vi udleverer desuden telefonnumre, hvis du skulle have spørgsmål til din behandling eller af anden årsag have behov for at kontakte os.
Kontakt
Adresse
Sjællands Universitetshospital, Køge
Kirurgisk Afdeling
Mave-tarm Kirurgisk Ambulatorium
Blå fløj R1
Lykkebækvej 1, 1. etage
4600 Køge
Se kort
Sjællands UniversitetshospitalÅbningstider
Hvis du er nødt til at melde afbud!
Ring til os med det samme. Så kan vi indkalde en anden patient og undgå lange ventelister.
Ring til os
Opdateret onsdag den 19. apr. 2023