Lille mavesæk
Der skabes en lille mavesæk på cirka 20-30 ml. Den lille mavesæk er direkte forbundet med tyndtarmens midterste del. I løbet af måltidet samles maden hurtigt heri. Den øvrige del af mavesækken er blindlukket og forbliver liggende i bughulen. Her producerer den forsat mavesaft, der tømmer sig til tolvfingertarmen.
Eftersom det kun er nødvendigt med en lille mængde føde for at fylde mavelommen, sender den hurtigt et mætningssignal til hjernen, som om hele mavesækken var fuld. Det er en medvirkende faktor, der får patienten til at føle sig hurtigere mæt og dermed spise mindre.
Ændring af tarmsystemet
Tyndtarmen deles cirka 70 cm nedenfor tolvfingertarmen, og den nedre del sys op til den lille nye mavesæk. Den øvre del sys igen fast på tyndtarmen. Da føden nu passerer uden om tolvfingertarmen og den øverste del af tyndtarmen, optager kroppen færre næringsstoffer og kalorier.
Saft fra mavesæk, galde- og bugspytkirtel bliver produceret som hidtil, men møder nu først føden i den nedre del af tyndtarmen. Tyndtarmen når derfor ikke at nedbryde al føden, inden den passerer over i tyktarmen og forsvinder ud med afføringen.
Resultater
I løbet af det første år forventer vi et vægttab på cirka 60-80 % af overvægten. Videnskabelige studier har vist, at langt de fleste bevarer dette vægttab efter 25 år. Samtidig ses en meget positiv virkning på en lang række af de medicinske følgesygdomme til svær overvægt.
Flere studier viser, at mennesker, der er svært overvægtige, oplever en betydelig forbedring i deres livskvalitet efter et betydeligt vægttab.