Svangerskabsforgiftning
Kort om svangerskabsforgiftning
Svangerskabsforgiftning er en sygdom, der kan opstå under graviditeten. Ved svangerskabsforgiftning kan du have forhøjet blodtryk, udskille æggehvidestoffer (protein) i urinen, og barnet kan vokse mindre, end det skal. Selvom sygdommen kaldes svangerskabsforgiftning, er det ikke en forgiftning af hverken dig, dit barn eller fostervandet. Årsagen til svangerskabsforgiftning kendes ikke.
5 % af alle gravide udvikler svangerskabsforgiftning, og risikoen er størst blandt førstegangsfødende. Symptomerne kan opstå fra graviditetsuge 20, men i langt de fleste tilfælde opstår sygdommen først senere i graviditeten. Du kan ikke selv gøre noget for at undgå svangerskabsforgiftning. Sygdommen forsvinder oftest af sig selv efter fødslen.
Symptomer på svangerskabsforgiftning
De mest almindelige symptomer på svangerskabsforgiftning er:
- Kraftig, vedvarende hovedpine.
- Flimren for øjnene og ændringer i synsfeltet.
- Trykken for brystet og eventuelt kvalme, opkastning og smerter i øverste del af maven, ofte i højre side.
- Utilpashed uden tegn på feber.
- Meget væske ophobet i kroppen over få dage. Det er dog almindeligt at have væske i kroppen, når du er gravid. Hvis du ikke har andre symptomer, og du ikke har protein i urinen eller højt blodtryk, så skyldes væsken ikke svangerskabsforgiftning
Får du ét eller flere af disse symptomer, skal du kontakte os på 47324073.
Sådan stiller vi diagnosen
Ved hver jordemoderkonsultation måles dit blodtryk, og din urin undersøges, da et for højt blodtryk og protein i urinen kan være tegn på svangerskabsforgiftning.
Hvis der er tegn på svangerskabsforgiftning, skal du have taget blodprøver på hospitalet. Blodprøverne viser, om svangerskabsforgiftningen påvirker dine organer, fx din lever og dine nyrer. På hospitalet undersøger vi også, om barnet har det godt og vokser, som det skal. Det gør vi ved en ultralydsskanning og en CTG-registrering, hvor du får sat bælter om maven med to målere. Den ene måler barnets hjerterytme, og den anden registrerer sammentrækninger i livmoderren.
Risiko ved svangerskabsforgiftning
I meget sjældne tilfælde kan svangerskabsforgiftning påvirke din lever, dine nyrer og dit kredsløb i en alvorlig grad. I yderst sjældne tilfælde kan det give krampeanfald. I disse tilfælde kan det være nødvendigt at afslutte graviditeten for tidligt, enten ved at sætte fødslen i gang eller ved et kejsersnit.
Behandlingsmuligheder
Behandlingen afhænger af graden af svangerskabsforgiftningen, og hvornår i graviditeten du får den konstateret.
Sygemelding
Har du let svangerskabsforgiftning, er den vigtigste behandling, at du holder dig i ro og bliver sygemeldt, så du kan være hjemme. Det vil ofte gøre, at dit blodtryk falder. I nogle tilfælde kan du blive indlagt i en kortere periode og eventuelt få behandling med blodtrykssænkende medicin. Det vil ofte være nødvendigt med hyppige kontroller undervejs i graviditeten, hvilket typisk er 1-2 gange om ugen.
Medicinsk behandling af forhøjet blodtryk
Hvis du har en svær svangerskabsforgiftning, skal du indlægges. Mens du er indlagt, får du eventuelt behandling med medicin, der sænker dit blodtryk. I svære tilfælde af svangerskabsforgiftning kan der være behov for medicin, der forebygger kramper, og det kan være nødvendigt at afslutte graviditeten.
Igangsættelse eller kejsersnit
Vi anbefaler, at du føder senest i uge 37-38. Vi vurderer, om fødslen skal sættes i gang, eller om du skal føde ved et kejsersnit.
Er der risiko for, at barnet bliver født før fulde 34 uger, tilbyder vi dig en behandling med binyrebarkhormon, som modner barnets lunger.
Det skal du være opmærksom på
Svangerskabsforgiftning ved kommende graviditeter
Hvis du bliver gravid igen, er der risiko for, at du endnu en gang udvikler svangerskabsforgiftning. Oftest vil svangerskabsforgiftningen dog opstå senere i graviditeten, og forløbet vil som regel være mildere.
Du vil blive tilbudt en samtale med en fødselslæge i næste graviditet. Hvis du har haft svær svangerskabsforgiftning, anbefaler vi blodfortyndende medicin (acetylsalicylsyre) fra mellem 10. og 12. graviditetsuge.
Forhøjet blodtryk
Når du har haft svangerskabsforgiftning, har du risiko for forhøjet blodtryk resten af livet. Vi anbefaler, at du får målt dit blodtryk en gang om året hos din egen læge.
Hjertesygdom
En graviditet med svangerskabsforgiftning øger risikoen for at udvikle hjertesygdom senere i livet. Tal med din egen læge om, hvilke symptomer du skal være opmærksom på. Vi anbefaler, at du 6 måneder efter fødslen får målt dit blodtryk og din vægt og taler med din egen læge om sund livsstil.
Opdateret tirsdag den 23. jan. 2024