Sukkersyge i graviditeten
Du har fået foretaget en glukosebelastning som viser, at du har udviklet graviditetsbetinget sukkersyge. Tilstanden, som forekommer hos ca. 6 % af alle gravide, er en mild sukkersyge og forsvinder næsten altid, når du har født. Der er dog en øget risiko for, ca. 50 %, at du udvikler type 2 diabetes senere i livet.
Hvordan behandles det
De fleste, der får graviditetsbetinget sukkersyge under graviditeten, kan nøjes med at omlægge kosten og motionere regelmæssigt. Enkelte skal behandles med insulin. Gravide, der får graviditetsbetinget sukkersyge, går til undersøgelse hos en diabetesjordemoder, der har erfaring med den type sukkersyge, samt hos en af sygehusets speciallæger. Vejledning i kost foregår sammen med en diætist.
Indvirker det på barnet
Børn født af kvinder med graviditetsbetinget sukkersyge har let øget risiko for at få for lavt blodsukker de første dage efter fødslen. Der er også let øget risiko for gulsot. Det kræver observation og eventuel behandling, som finder sted på Afsnit for Mødre og Nyfødte eller på børneafdelingen.
Hvad skal der ske nu
Du indkaldes til de første undersøgelser i diabetesambulatoriet. Der vil ske følgende: Samtale med diabetesjordemoder, hvor du får taget blodtryk og undersøgt din urin. Der skal også tages en ikke-fastende blodprøve.
Du skal endvidere oplæres i at måle dine blodsukre. Inden for den første uge får du vejledning i kost og tilbydes en samtale med en diætist ved behov. Diabetesjordemoderen planlægger også den første vægtskanning. Denne foretages som regel i forbindelse med første konsultation hos en af vores speciallæger, 1-3 uger senere.
Resten af graviditeten
Du vil blive fulgt af diabetesjordemoder og speciallæge resten af graviditeten.
Fødslen
Fødslen kan foregå helt normalt. Børn af kvinder med graviditetsbetinget sukkersyge har tendens til at blive store. Der er også let øget risiko for at få forhøjet blodtryk og svangerskabsforgiftning. Hvis du ikke har født spontant inden, tilråder vi, at fødslen sættes i gang senest, når du er fulde 41 uger.
Der kan også blive tale om igangsættelse af fødslen, også inden terminen. Dette aftales individuelt med speciallægen. Under fødslen måler vi dit blodsukker tit, ca. hver anden time. I den første del af fødslen kan du eventuelt selv måle det. Barnet vil blive observeret lige efter fødslen, bl.a. vil der blive målt et blodsukker, når det er ca.2 timer gammelt. Hvis dette blodsukker er normalt, tages der ikke flere blodsukkerprøver. Er blodsukkeret for lavt, kontrolleres disse jævnligt, indtil det er normalt. Hos børn som har svært ved at holde blodsukkeret, kan det blive nødvendigt at give tilskud i form af modermælkserstatning eller udmalket modermælk. For at sikre den bedst mulige ammeetablering vil tilskud blive givet på en kop af personalet. Enkelte af børnene er det nødvendigt at observere på Børneafdelingen. Har barnet det godt, kan observationen foregå, mens barnet er hos dig /jer.
Efter fødslen
Du og dit barn kan indlægges på Afsnit for Mødre og Nyfødte. Det er også muligt at gå hjem direkte fra Fødegangen, hvis barnets blodsukker er normalt 2 timer efter fødslen. Vi anbefaler at du fortsat måler dit blodsukker i 2 dage efter fødslen, men du kan overgå til normal kost. Ved for høje blodsukre skal du ringe til Afsnit for Mødre og Nyfødte, tlf. 47 32 40 22.
Tre måneder efter fødslen anbefaler vi, at du får foretaget en ny glukosebelastning. Tidspunktet for denne aftales med diabetesjordemoderen i graviditeten. Vi anbefaler, at du tjekkes hos egen læge for sukkersyge en gang om året.
Kontakt
Adresse
Sjællands Universitetshospital
Graviditet, fødsel og barsel
Jordemodercenter
Ny Østergade 14
4000 Roskilde
Se kort
SUH, Roskilde oversigtskortRing til os
Skriv til os
Opdateret mandag den 27. nov. 2023