Gå til indhold

Afsnit for gravide (G73)

Se kontaktoplysninger
Find informationer om undersøgelser og behandlinger af gravide, samt indlæggelse på afsnittet.
En gravid ligger i sengen og snakker med en sundhedsfaglig medarbejder

Undersøgelse og behandling

Vi modtager kvinder fra ca. 17. graviditetsuge, som har behov for akut eller planlagt undersøgelse, indlæggelse eller igangsættelse af fødsel.

Vi undersøger og behandler kvinder, hvor graviditeten ikke forløber helt normalt, og som derfor har brug for ekstra undersøgelser eller eventuelt indlæggelse i en kortere eller længere periode. Vi behandler også gravide med sygdomme, som ikke umiddelbart skyldes graviditeten.

Du bliver henvist til afsnittet af din konsultationsjordemoder, praktiserende læge eller vagtlæge.

Der kan forekomme ventetid, også hvis du har fået en planlagt tid, da afsnittet også tilser gravide med akutte problemstillinger. Hvis der er ventetid, informeres I. Travlheden kan variere døgnet igennem.

Medbring altid din vandrejournal ved alle kontakter i din graviditet.

Ambulant undersøgelse

De mest almindelige henvendelser vi har på afsnittet er:

  • Forhøjet blodtryk
  • Vendinger af børn i underkropsstilling
  • Mindre liv
  • Smerter
  • Blødning
  • Vandafgang
  • For tidlige veer
  • Svær graviditetskvalme

Din indlæggelse

Den dag du bliver indlagt, taler du med en jordemoder, der undersøger dig. Jordemoderen lægger en plan for indlæggelsen i samarbejde med en læge og dig:

  • Hvilke undersøgelser du skal til.
  • Hvilke forholdsregler du skal tage.
  • Hvilken behandling du eventuelt skal have.
  • Hvor lang tid du skal være indlagt.
  • Hvor ofte du skal komme til kontrol.

Planen bliver noteret i din journal. Hvis du ønsker det, kan du bede en læge eller jordemoder om at gennemgå journalen sammen med dig.

Døgnrytmen på Afsnit for gravide

07.45-08.15: Morgenmad

08.00-09.00: Blodprøverunde

09.00-14.00: Stuegang efter behov

11.45-12.15: Frokost

17.45-18.30: Aftensmad

Jordemødrene har vagtskifte kl. 07.15, 15.15 og 23.15.

Mad og drikke

Der er altid forskellige drikkevarer i køleskabet på gangen. Måltiderne bestilles på hvide bestillingssedler fra et menukort, som kan findes ved køkkenet på gangen. Hvis du skal ligge i sengen, får du mad og drikke serveret af personalet.

Hvis du er sulten mellem måltiderne, er du velkommen til at henvende dig til personalet.

Af hygiejniske årsager er det kun personalet, der har adgang til køkkenet.

Medindlagte far/partner/pårørende skal selv sørge for med.
Se under pårørende herunder.

Værdigenstande

Til hver seng hører et skab, som du kan låse. Dette kan du bruge til at opbevare medbragte private ting. Du skal undgå at medbringe værdigenstande, da hospitalet ikke yder erstatning i tilfælde af, at værdierne bliver væk. Lås altid dine penge og eventuelle medbragte værdier ind i skabet.

Mobil og computer

Du må gerne medbringe mobil og computer på afsnittet. Ved brug af din mobil og computer skal du tage hensyn til andre patienter. Det er eksempelvis en god ide at have et par høretelefoner med. Hvis du ligger på en stue med flere indlagte, bør længere mobilsamtaler foregå i opholdsstuen.

Du er selv ansvarlig for at låse PC og telefon inde i dit skab, hvis du ikke er på stuen.

TV på stuerne

Alle stuer har tv. Hvis du ligger på stue med andre patienter, skal du tage hensyn til dem. Aftal eventuelt med dine medindlagte, hvornår I slukker for tv, og hvornår der skal være ro på stuen. I bør slukke tv senest kl. 23.00 på sengestuerne.

Ønsker du at se tv herefter, kan du gøre det i opholdsstuen.

Tøj og håndklæder

Rent tøj, håndklæder, bind med videre finder du i puslerummet. Snavset tøj og brugte håndklæder kan du lægge i de hvide tøjsække uden for stuen.

Kontaktperson

For at sikre de bedste muligheder for, at du oplever sammenhæng og god information, får du tildelt en eller flere kontaktpersoner under dit forløb. Din kontaktperson vil i samarbejde med dig planlægge dine undersøgelser og behandling.​

Kontaktpersonen har ikke mulighed for at være til stede på alle dage.

Det betyder, at du kan opleve dage under dit forløb, hvor din kontaktperson ikke er på arbejde, og derfor ikke kan kontaktes. På de dage, hvor din kontaktperson har fri, kan du tage kontakt til afdelingen øvrige personale.

Samtaler med læge

Det er ikke hver dag, der er stuegang hos alle indlagte patienter. Lægen kommer, når der er behov for det. Giv os besked, hvis du har brug for at snakke med en læge.

Udskrivelse

Inden du går fra afdelingen, taler du med en jordemoder om den videre plan for resten af din graviditet. Her taler I blandt andet om:

  • Hvad du skal være opmærksom på, når du kommer hjem
  • Hvor du skal henvende dig, hvis der opstår problemer igen
  • Du eventuelt skal gå til ambulant kontrol her i afdelingen
  • Du eventuelt skal tage medicin og har brug for en recept
  • Du har brug for en sygemelding.

Du skal fortsat gå til undersøgelse hos din konsultationsjordemoder. Vi sender en kort skriftlig orientering til din egen læge, så personen ved, at du har været indlagt.

Besøgstider

Vi har fri besøgstid. Vi beder dig dog tage hensyn i hviletiden fra kl. 12.30-14.30. Efter kl. 21.00 bør besøg som udgangspunkt foregå i opholdsstuen af hensyn til andre patienter på stuen.

Overnatning

Der er mulighed for at en pårørende kan overnatte i afdelingen sammen med dig. Tal med personalet, hvis I er interesseret i dette.

Mad og drikke

Som pårørende (partner) skal du være opmærksom på at du selv skal sørge for at have mad, hvis du overnatter på afsnittet.
Der er desværre ikke mulighed for at få opbevaret medbragt mad og drikke.

Der kan købes mad i cafeen i stueetagen. Den har åben på hverdage fra kl. 8-18.30 og i weekender fra kl. 10-16

Hvis dine besøgende ønsker kaffe eller te, er de velkomne til selv at medbringe det eller købe det i cafeteriet.

Pårørende må også gerne tage mad med og spise det i afsnittet.​​​​​​​​

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Roskilde

Graviditet, fødsel og barsel

Afsnit for gravide (G73)

Sygehusvej 10, 3. sal

4000 Roskilde

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Roskilde

Besøgstider

Vi har fri besøgstid - vis hensyn. Hviletid kl. 12.30-1​4.30 og efter kl. 21.00.

Ring til os

(Akutte opkald)
Hele døgnet

Afsnit for gravide (G73)