Gå til indhold

Akupunktur og steriltvandsdepoter

Se kontaktoplysninger
Akupunktur og steriltvandsdepoter er ikke-medicinske måder til smertelindring.

​​Akupunktur

Akupunktur er en gammel, kinesisk behandlingsmetode med meget tynde nåle anbragt på særlige stimulationspunkter.

Nålene anlægges af jordemødre, som er uddannet til at bruge det. Nogle af punkterne kan også stimuleres med fingrene - så kaldes det akupressur. Du og din partner kan selv gøre brug af dette; find inspiration på internettet.

Begge metoder kan anvendes i hele fødselsforløbet, dels som afslapning, dels som smertelindring. Hvor akupunkturnåle sættes, afhænger af formålet. Der sættes som regel flere ad gangen.

De skal sidde minimum i 20-30 minutter, og der kan drejes på dem ind i mellem. Nålene stimulerer energibaner i kroppen, og derved ændres smerteopfattelsen. Akupunktur virker forskelligt på fødende.

Bivirkninger ved aku​punktur

​Ved akupun​​ktur er nålene til engangsbrug og af kirurgisk stål. Den hyppigste bivirkning er små, blå mærker ved indstiksstederne.

Vi kan komme til at ramme en nerve, hvilket kan give en jagende smerte. Dette er ikke farligt, og vi fjerner nålen igen.

Enkelte mærker en snurrende fornemmelse i kroppen. En ulempe kan være, at nålene kan hæmme bevægelsesfriheden, selvom de er tapet fast.​​​​

Sterilvandsdepoter under huden

Hvis du ønsker smertelindring med steriltvandsdepoter, får du sprøjtet små depoter af sterilt vand under huden med en meget tynd kanyle. De lægges i punkter over lænden eller kønsbenet, alt efter hvor smerter føles stærkest.

Steriltvandsdepoter er ikke medicin, men virker ved at blokere for smerteimpulser fra livmoderen til hjernen. Det svider cirka et halvt minut. Herefter oplever mange at smerten mindskes betragteligt, og virkningen holder i cirka to timer.​​​​

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Roskilde

Graviditet, fødsel og barsel

Sygehusvej 10

4000 Roskilde

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Roskilde

Besøgstider

Vi har fri besøgstid - vis hensyn. Hviletid kl. 12.30-14.30 og efter kl. 21.00

Ring til os

Mandag-torsdag fra kl. 9.00-15.00
Fredage fra kl. 9.00-14-00

Giv os besked, hvis du er nødt til at melde afbud, ændre din tid eller er forsinket. Så kan vi indkalde en anden, og undgå lange ventetider.