Gå til indhold

Når fødslen begynder

Find informationer om fødslen, herunder Afsnit for fødende, når fødslen begynder, selve fødslen og smertelindring.
Man kan i øjeblikket kun have en pårørende med til fødslen.

Her kan læse om tiden op til fødslen, om fødslens start, og hvornår du bør kontakte Afsnit for fødende.

Tiden op til fødslen

I ugerne op til fødslen gælder det om at få kroppen mest muligt i balance, geare ned og indstille sig på den forestående fødsel. 

Fødselshormonet oxytocin er det, der laver veerne, og det gælder derfor om at øge kroppens oxytocinniveau for at optimere vearbejdet.

Oxytocinniveauet øges ved berøring, massage, når vi kysser, har sex, er trygge og afspændte. Se derfor de sidste uger op til fødsel som der, hvor du og din partner lader op til fødslen, hvor det handler om ro, tryghed og nærvær. Jo mere velvære, afspænding og berøring, jo højere oxytocinniveau.

Du kan læse mere om fødslens hormoner (pdf)

Hvordan starter fødslen?

Fødslen kan begynde med vandafgang, veer eller både vandafgang og veer. 

Vandafgang

Ca. 10% af alle fødsler starter med vandafgang. Vi vil bede dig kontakte Afsnit for gravide på tlf. 47324073, når vandet er gået, eller hvis du har mistanke om at det er gået. Man kan godt blive i tvivl. Vi aftaler hvornår det vil passe at du kommer ind til undersøgelse og tilbud om igangsættelse af fødslen. Mærker du dit barn bevæge sig og er fostervandet klart, kan du godt blive hjemme og hvile og samle kræfter nogle timer eller natten over.

Veer

De fleste fødsler starter med veer. Veer er sammentrækninger af livmoderens muskulatur. Veerne åbner livmodermunden (orificium), så barnet kan komme ud og hjælper også med at skubbe barnet ned gennem bækkenet. Maven føles hård, når der en ve, - især den øverste del. I starten mærkes veerne ofte som menstruationssmerter, som tiltager i intensitet. 

I begyndelsen vil veerne som oftest være uregelmæssige, men efterhånden kommer de regelmæssigt og tager til i styrke. Når veerne begynder, eller når de tager til i styrke, kan der komme en anelse slimet blod fra livmoderhalsen, kaldet tegnblødning. Dette er helt normalt.

Vandafgang og veer

Nogen gange kommer veerne med ret stærk kraft umiddelbart efter, at vandet er gået. Det kan få fødslen til at gå hurtigere end ellers, så ring gerne til os på fødegangen på tlf. 47324073.

Praktisk når fødslen begynder​​

Igangsættelse af fødsel

Det kan være nødvendigt at sætte gang i fødslen, hvis du har fået svangerskabsforgiftning, at barnet ikke vokser som det skal, du skal føde tvillinger, dit BMI er højt, du er gået næsten 2 uger over terminen.

Igangsættelsen er et tilbud og bliver besluttet sammen med dig ved en samtale med en læge eller jordemoder.

Du kan læse mere om de forskellige metoder til at sætte gang i fødslen herunder:

Igangsættelse af fødslen

Igangsættelse med Angusta

Igangsættelse med ballonkateter

Læs om igangsættelse og vending af barnet