Afsnit for fødende
Vi lægger stor vægt på at skabe rammerne om en rolig og tryg fødsel. Under fødslen tilstræber vi at der er en jordemoder på fødestuen hos jer. Vi gør meget ud af at efterleve jeres ønsker og behov for en god fødselsoplevelse.
Hvornår skal jeg henvende sig?
Generelt anbefaler vi at:
- Du som førstegangsfødende henvender dig, når veerne er regelmæssige, varer et minut og kommer hvert 3.-4. minut.
- Hvis du har født før, kan du henvende dig, når du har regelmæssige veer med 4-5 minutters interval. Måske har du lavet en særlig aftale med din jordemoder, afhængig af, hvordan din første fødsel forløb.
Du/I er altid velkomne til at kontakte os med spørgsmål.
Kontakt os, hvis vandet er gået
Hvis vandet er gået bedes i kontakte afsnit for gravide på telefon: 47324073.
Modtagelse
Du bliver modtaget på fødegangen af en jordemoder, der undersøger dig udvendigt på maven, lytter hjertelyd på barnet og undersøger dig indvendigt, for at finde ud af hvor åben livmodermunden er.
Med udgangspunkt i undersøgelserne og jeres behov, lægger vi en plan for dit/jeres forløb. Dette kan både omfatte indlæggelse eller en aftale om at I kommer igen senere. Vi taler også om dit aktuelle behov for smertelindring. Se separat side om dette.
Efter fødslen
Du og dit barn observeres på fødestuen i de første timer efter fødslen. Jordemoderen vil her hjælpe dig med at lægge dit barn til brystet og etablere den første amning. Hvis der er kommet en bristning under fødslen vil denne blive syet. Vi observerer at du ikke bløder mere end tilladt, samt blodtryk.
Vi vejer, måler og undersøger barnet efter et par timer.
Herefter kan du/I vælge at gå hjem ambulant (4-6 timer efter fødslen. Se siden om ambulant fødsel). Ellers er der mulighed for at blive indlagt på barselsgangen. Hvis du er førstegangsfødende, har du/I mulighed for at være indlagt 2-3 dage. Få mere information på siderne om barsel.
Pårørende kan støtte den fødende
Som pårørende kan du støtte og hjælpe. Både praktisk i forbindelse med pleje, men også ved at lytte og stille spørgsmål. Se også siden 'Til dig der skal være far'
Besøg
Besøgende er velkomne på fødegangen efter aftale.
Mad og drikke
Der er mulighed for at købe mad i hospitalets kiosk/café på hverdage mellem kl. 8.00-18.30, samt weekender mellem kl. 10.30-18.00.
Kontakt
Adresse
Sjællands Universitetshospital
Graviditet, fødsel og barsel
Afsnit for fødende
Sygehusvej 10, 3. sal
4000 Roskilde
Se kort
SUH, Roskilde - oversigtskortBesøgstider
Ring til os
Afsnit for fødende
Opdateret torsdag den 12. okt. 2023