Reagensglas (IVF)
IVF betyder 'in vitro fertilisering'. Det betyder på dansk, at æggene bliver befrugtet i et reagensglas - 'reagensglasbehandling'.
Kvindens hormonstimulation
Der findes to måder at hormonstimulere kvinden på - en kort protokol og en lang protokol.
Til første samtale laver lægen en plan med jer om, hvilken protokol, der er bedst for jer. I får løbende information, støtte og vejledning af personalet.
Sådan foregår behandlingen
Behandlingen for kvinden består i, at hun får hormoner, som får æggestokkene til at modne flere æg, end det ene, der bliver ægløst i en normal menstruationscyklus.
Modenheden vurderes ved æggeblærens størrelse. Selve ægget er kun 1/10 mm, så det kan ikke ses ved en skanning. Når lægen vurderer at æggene er modne, dvs. over 17 mm i diameter, tages de ud - det er det, der kaldes 'ægudtagningen'.
For at gøre æggene klar til ægudtagning, skal du tage en ægløsnende sprøjte 36 timer før ægudtagningen.
Stikpille fra dagen efter ægudtagning
Dagen efter ægudtagning skal du starte med stikpiller i skeden eller endetarmen tre gange om dagen. Du skal tage stikpillerne, indtil du får svar på graviditetsblodprøven.
Det er meget vigtigt, at du tager stikpillerne. Hvis du glemmer det, er der stor risiko for, at du ikke bliver gravid, da kroppen mangler de hormoner, som du får via stikpillerne.
Der kan være en del udflåd fra stikpillerne. Nogle kvinder oplever, at det hjælper på bivirkningerne at tage stikpillerne i endetarmen i stedet for. Pillerne virker lige godt, uanset om du tager dem i skeden eller i endetarmen.
Sædprøven
På ægudtagningsdagen afleverer manden en sædprøve, som bliver oprenset i laboratoriet, så kun de gode, levende sædceller er tilbage.
Laboratoriet
I laboratoriet bliver æggene tilsat den oprensede sædvæske. Sædcellerne skal nu kæmpe om, at få lov at være den der kommer ind i - og derved befrugter ægget. De befrugtede æg vil nu dele sig videre.
Bioanalytikerne vurderer æggene og giver dem 'karakterer' alt efter delingsevne og deres udseende. Æggene vurderes efter dag 1, 2 og på dag 5. Der tages løbende billeder af de befrugtede æg i vores inkubatorer (varmeskabene).
Ægoplægning
Efter fem dage har det befrugtede æg udviklet sig til en blastocyst. Blastocysten består af 100-150 celler. Det vil være det æg med den bedste 'karakter' der bliver lagt op i livmoderen. Hvis der er flere æg, der har 'topkarakterer', kan de fryses ned og bruges senere.
Du skal have en fuld blære før ægoplægning
For at få det bedste billede, er det vigtigt, at du har fuld blære. Vi anbefaler, at du ikke har tisset i mindst to timer før ægoplægning. Selve proceduren er smertefri, men der kan være lidt ubehag ifm. at det tynde rør skal op i din livmoder.
Sådan foregår ægoplægningen
Blastocysten lægges op i din livmoder med et tyndt plastikrør. En sygeplejerske skanner dig på maven, så lægen får et godt billede af din livmoder og livmoderslimhinden. Lægen kan herved placere det befrugtede æg helt præcist i din livmoder.
Efter ægoplægningen
Efter ægoplægningen kan du bevæge dig frit og gå på toilettet. Det befrugtede æg falder ikke ud. I løbet af det næste døgn vil det bryde ud af sin skal og implantere sig (grave sig ned) i din livmoderslimhinde.
- Du skal ikke gå i karbad, spa eller svømmehal i dagene efter ægoplægning, da det kan øge en risiko for infektion.
- Vi anbefaler ikke at dyrker hård motion i dagene op til - og lige efter ægoplægning.
Chancen for graviditet er afhængig af blastocystens kvalitet og din alder – gennemsnitligt ca. 40% per ægoplægning.
Graviditetstesten og graviditetsskanning
Du skal have taget en blodprøve 11 dage efter ægoplægningen for at afgøre, om du er blevet gravid. Selvom du får blødning før blodprøven, skal du fortsætte med stikpillerne og fastholde blodprøven, da du godt kan være gravid alligevel.
Blodprøven er bestilt og ligger klar på regionens netværk. Du skal have taget blodprøven på et af hospitalerne i Region Sjælland. Læs mere på hospitalets hjemmeside om tidsbestilling for blodprøve, hvis du vil undgå kø.
Får du taget blodprøven om morgenen (før kl. 9), kan du få svar samme dag. Du får svar ved at ringe til sygeplejersken mellem kl. 13-14.
Hvis den er positiv, får I tid til graviditetsskanning 3 uger senere. Her kontrolleres bl.a at fosteret ligger i livmoderen og at hjertet slår.
Hvis du desværre ikke er blevet gravid, har lægen lavet en plan for din næste behandling, som du kan få svar på af sygeplejersken.
Kontakt
Adresse
Sjællands Universitetshospital, Køge
Fertilitetsklinikken
Lykkebækvej 14
4600 Køge
Se kort
Find vej til Sjællands Universitetshospital, KøgeRing til os
Træffes mandag-fredag kl. 9.00-12.00 og 13.00-15.00
Tlf. 47321260
Sygeplejerske:
Træffes mandag-fredag kl. 13.00-14.00
Tlf. 47321260
Laboratorie:
Tidsbestilling til sædanalyse
mandag-fredag kl. 11.00-12.00
Tlf. 47321259
Fertilitetsklinikken
Skriv til os
koe-fertkli@regionsjaelland.dk
Øvrig information
Behandling af ufrivillig barnløshed for kvinder og par, der ønsker sig et barn, baseret på nyeste viden.
Opdateret tirsdag den 19. nov. 2024