Gå til indhold

Syfilis

Se kontaktoplysninger
Syfilis er en seksuelt overført sygdom, der skyldes bakterien Treponema pallidum.

Hvordan smitter syfilis​​?

Syfilis smitter ved samleje i skeden og endetarm, ved oralsex og dybe kys. Gravide med syfilis kan smitte fostret.

Symptomer o​g komplikationer

Der går typisk 3 uger fra man bliver smittet, til der kommer symptomer. Det kan dog variere fra 9 til 90 dage.​ Syfilis inddeles i 3 stadier.

Første stadie:

Syfilis giver allerførst et lille sår, der ikke er ømt. Derfor kan syfilis være svært at opdage, hvis det for eksempel sidder i skeden, endetarmen eller i munden. Såret opstår cirka 3 uger efter du er blevet smittet, og forsvinder i løbet af 3-6 uger. Der kan komme hævelse af lymfeknuderne.

Andet stadie:

Omkring 6-8 uger efter smitte kan der komme udslæt på kroppen, hævede lymfeknuder og influenzasymptomer. I håndflader og fodsåler kan der komme papler, som er små linseformede fortykkelser i huden. Cirka 1/3 har stadig sår. Symptomerne forsvinder i løbet af nogle uger, men der kan komme nye udbrud indenfor de første 2 år fra man er smittet.

Latent syfilis:

Efter 2. stadie går infektionen ind i et langvarigt latent stadie, hvor man ikke har symptomer på smitte. Den eneste måde at se om man er smittet på, er ved at tage en blodprøve. 

Tredje stadie:

Hvis man ikke får behandlet infektionen i 1., 2. eller i det latente stadie, kan der komme alvorlige, livstruende symptomer. Det sker typisk 5-20 år efter smitte. Det kan være:

  • Betændelse i centralnervesystemet
  • Demens
  • Lammelser
  • Betændelse i de store blodkar og hjerteklapper
  • Forandringer på hud og i knogler.

Syfilis kan være dødelig. Gravide kvinder kan smitte sit barn ved fødslen, og dette kan give store skader på barnet.

Hvordan tester man?

Tidligst 5 uger efter smitte, kan man tage en blodprøve. For at være helt sikker, skal der helst gå 3 måneder. Man kan også teste ved at tage et lille skrab fra såret. Typisk anbefaler vi, du også bliver testet for andre seksuelle overførte sygdomme som gonoré, klamydia, hepatitis og HIV. 

Svar på testen

Der går cirka en uge, inden der er svar på prøverne.

Behandling

Syfilis kan nemt og effektivt behandles med penicillin. Det gives på sygehuset som injektion i ballen. Du skal have én behandling. Hvis du er i det latente eller 3. stadie, skal du have 3 behandlinger med injektioner i ballen med en uge mellem hver injektion. Gravide kan også blive behandlet.​ 

Bivirkninger ved behandlingen

Ved injektionsbehandlingen kan du i sjældne tilfælde få allergiske reaktioner i form af udslæt, nældefeber og lignende. Du skal derfor blive til observation i klinikken i 20 minutter efter hver behandling. Nogle timer efter du har fået injektionen, kan du få influenzalignende symptomer med høj feber. Vi anbefaler derfor, du sørger for, der er nogen omkring dig, også om natten.

Bivirkningerne ophører normalt inden for 24 timer, og kan lindres med tablet Ibuprofen 200-400 mg maximalt 3 gange i døgnet. Vi anbefaler 3 ugers afholdenhed fra sex efter sidste injektion for at sikre, du er helbredt og ikke smitter mere. 

Opfølgning​

Du skal have taget blodprøver 3, 6 og 12 måneder efter behandlingen. Det er for at sikre, at antistofferne i blodet forsvinder. Det er tegn på, du er helbredt. 

Smitteopsporing

På klinikken opfordrer vi kraftigt til, du fortæller fortæller den eller de personer, du har haft sex med, at du er smittet med syfilis. Derved kan de også blive undersøgt for smitte og kan blive behandlet. Derved brydes smittekæden. Husk at bruge kondom for at undgå smitte fremover. 

Spørgsmål​

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.

Anmeldelse​

Lægen har anmeldelsespligt til Statens Seruminstitut, når de møder en patient med syfilis og også en række andre sygdomme. Det skal de med henblik på at følge sygdomsudbrud og vurdere effekten af forebyggelse og oplysning.​

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Roskilde

Dermatologisk Afdeling

Klinik for Kønssygdomme

Sygehusvej 5

4000 Roskilde

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Roskilde

Åbningstider

Tirsdage kl. 8.30-14.00

Ring til os

Hvis du ønsker at booke en tid tlf. 47 32 26 00.

Angående svar ring tlf. 47 32 26 37. Tirsdag kl. 14.00-15.00.

Sundhedsfaglig med patient der er testet positiv bedes kontakte dermatologisk afdelings vagthavende læge.