Tetracyclin
tabletform.
Hvordan virker Tetracyklin?
Tabletten bruges til at behandle en række betændelser i kroppen. Det
anvendes også til behandling af akne og andre hudsygdomme, hvor det kan mildne forløbet. Tetracyclin er blevet brugt siden 1948 og bruges ofte til behandling.
Hvordan skal jeg tage Tetracyklin?
Tag tabletterne med et glas vand sammen med et måltid uden mælkeprodukter. Indtagelse af mælkeprodukter forhindrer, at tabletterne optages i tarmen. Mælk bør ikke indtages 3 timer før og efter du har taget tabletterne. Hvis du tager p-piller, kan de under behandlingen have nedsat virkning. Derfor øges risikoen for graviditet.
Må jeg tage Tetracyklin sammen med anden medicin?
Visse typer medicin kan ændre den mængde af stoffer der optages. Det er derfor vigtigt, at oplyse lægen om alle de lægemidler man tager.
I hvor lang tid skal jeg tage Tetracyklin?
Behandlingsvarigheden afhænger af sygdommens art og sværhedsgrad, og kan variere fra få dage til mange måneder.
Bivirkninger
Lægemidlet må aldrig anvendes til patienter med Tetracyklinoverfølsomhed, gravide, for tidligt fødte og spædbørn, og bør generelt ikke anvendes til børn under 12 år.
Almindelige bivirkninger (ses hos 1-10%):
- Kvalme
- Opkastninger
- Diarré
- Defekt tandudvikling hos børn.
Ikke almindelige bivirkninger (ses hos 0,1-1%):
- Sår og indsnævring af spiserøret
- Allergiske hudreaktioner
- Nældefeber
- Overfølsomhed over for lys.
Sjældne bivirkninger (ses hos 0,01-0,1%):
- Tyktarmsbetændelse
- Påvirkning af leverens funktion
- Øget tryk i kraniet
- Nyreskade.
Hvordan viser bivirkningerne sig, hvis de ikke opdages i tide?
- Irritation af mave-tarmkanal viser sig som kvalme, sure opstød eller ondt i maven.
- Frisk blod eller mørkfarvning af afføring kan være tegn på svær irritation af mave-tarmkanalen. Oplever du det, skal du søge læge.
- Nældefeber viser sig som et stærkt kløende, rødligt, let hævet udslæt på huden.
- Øget følsomhed for lys kan vise sig som soleksem eller andet udslæt. Af og til ses mørkfarvning af tungeslimhinden.
Hvordan undgår jeg bivirkninger?
Sommetider ses bivirkninger, der skyldes ændringer af kroppens normale bakterieindhold, de kan være svære at undgå. Ændringer kan medføre tynd mave, kløe omkring endetarmen eller kløe omkring kønsorganerne. Du bør undgå direkte sollys, både solbadning og solarium.
Hvad gør jeg, hvis jeg tror, at jeg har fået bivirkninger?
Stop behandlingen og kontakt Dermatologisk Ambulatorium.
Må jeg blive gravid mens jeg tager Tetracyklin?
Nej. Tetracyklin bør ikke anvendes af gravide efter 18. graviditetsuge, fordi det kan give fostret defekte tænder og knogler. Kontakt straks din læge, hvis du er gravid og har fået Tetracyklin.
Må jeg amme mit barn mens jeg tager Tetracyklin?
Nej, Hvis du tager Tetracyklin, bør amningen ophøre.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg kommer til at tage for meget Tetracyklin?
Kontakt Dermatologisk Ambulatorium.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg glemmer at tage Tetracyklin?
Begynd behandlingen igen, hvis du opdager, at du har glemt den i et par dage. Hvis du har glemt at tage dine tabletter i længere tid, skal du gøre lægen opmærksom på det ved næste konsultation.
Kontakt
Adresse
Sjællands Universitetshospital, Roskilde
Dermatologisk Afdeling
Sygehusvej 5
4000 Roskilde
Se kort
Find vej til Sjællands Universitetshospital, RoskildeRing til os
Skriv til os
Øvrig information
Undersøgelse og behandling af hudsygdomme og kønssygdomme.
Opdateret tirsdag den 23. jan. 2024