Ciclosporin (Sandimmun®)
Hvad er Ciclosporin?
Stoffet blev oprindeligt udvundet fra en svamp, ligesom penicillin, men var for svagt til at bruge til bekæmpelse af infektioner. I dag fremstilles det syntetisk. Stoffet er virksomt ved en række hudsygdomme og anvendes derfor til 100–200 patienter hvert år på Dermatologisk Afdeling.
Desuden anvendes Ciclosporin til behandling af gigt- og nyresygdomme samt til behandling af organtransplanterede patienter. Stoffet blev opdaget omkring 1970 og har været anvendt til behandling af hudsygdomme siden starten af 1980’erne.
Hvordan skal jeg tage ciclosporin?
Tag den dosis, lægen anviser. Tabletterne tages fordelt på 2 doser dagligt. Du begynder med en høj dosis, hvorefter lægen justerer dosis til det lavest effektive niveau. Du må ikke selv justere dosis. Hvis du glemmer at tage Ciclosporin, skal du fortsætte med at tage dine kapsler som vanligt.
Hvis du kommer til at tage for meget ciclosporin, skal du kontakte Dermatologisk Ambulatorium. Behandlingen strækker sig over måneder. I nogle tilfælde kan længerevarende vedligeholdelsesbehandling blive aktuel. Det aftales i samråd med lægen.
Må jeg tage anden medicin sammen med ciclosporin?
Der er mange former for medicin der indvirker på kroppens optagelse af Ciclosporin. Du skal derfor altid oplyse lægen om, hvis du tager anden medicin, og du skal altid tale med en læge om det, inden du begynder at tage et nyt præparat. Du må ikke få UVB-lys og PUVA-behandling samtidig med, du tager Ciclosporin.
Blodprøver
Blodprøverne kan vise tegn på bivirkninger, før disse bliver alvorlige. Hvis du glemme at få taget blodprøver, skal du gøre det så hurtigt som muligt.
Bivirkninger
Almindelige bivirkninger:
- Påvirket nyrefunktion
- Forhøjet blodtryk
- Kvalme
- Diarré.
Sjældne bivirkninger:
- Påvirket leverfunktion
- Forhøjet kolesterol
- Rysten
- Hovedpine
- Øget hårvækst
- Fremkomst af vorter.
Mulige, men meget sjældne bivirkninger:
- Kræft i lymfekirtler
- Kramper.
Hvis bivirkninger ikke opdages i tide
Hold øje med disse symptomer, da det kan vise sig at være bivirkninger.
Sjældne symptomer:
- Gulfarvning af huden
- Træthed
- Hudkløe
- Hovedpine
- Nedsat koncentrationsevne
- Svimmelhed.
Mulige, men meget sjældne symptomer:
- Hævelse af lymfekirtel
- Ufrivillige bevægelser.
Hvordan undgår jeg bivirkninger?
Ved at tage medicinen ifølge lægens anvisninger. Bivirkningerne er som oftest dosisafhængige og forsvinder som regel ved dosisreduktion eller ophør. Hvis du tror, du har fået bivirkninger af ciclosporin, skal du stoppe behandlingen og kontakte Dermatologisk Ambulatorium.
Graviditet og amning
Graviditet frarådes generelt under ciclosporinbehandling. Ciclosporin kan dog anvendes til gravide, når dette af lægen skønnes nødvendigt.
Må jeg amme mens jeg tager ciclosporin?
Der vil være rester af ciclosporin i modermælken. Derfor må du ikke amme, mens du tager ciclosporin.
Kontakt
Adresse
Sjællands Universitetshospital, Roskilde
Dermatologisk Afdeling
Sygehusvej 5
4000 Roskilde
Se kort
Find vej til Sjællands Universitetshospital, RoskildeRing til os
Skriv til os
Øvrig information
Undersøgelse og behandling af hudsygdomme og kønssygdomme.
Opdateret tirsdag den 23. jan. 2024