Gå til indhold

Azathioprin (Imurel®)

Se kontaktoplysninger
Azathioprin anvendes til behandling af visse hudsygdomme, som kan være meget aktive. Ved at hæmme immunsystemet kan sygdommen bremses.

​Hvordan virker Azathioprin?

Behandlingen virk​er som regel først efter 2-3 måneders behandling. Hvis virkningen ikke er indtrådt efter 1/2 år, erstattes eller suppleres behandlingen med anden medicin. Azathioprin helbreder ikke sygdommen, men kan bremse sygdommen. Ophør med Azat​hioprin efter indtrådt bedring medfører derfor øget risiko for opblusning af sygdommen. 

Er der mange andre som får Azathioprin?

Det er et almindeligt brugt middel, der har været kendt siden 1980’erne.

Hvordan skal jeg ta​ge Azathioprin?

Azathioprin gives som tabletter, der indtages hele i forbindelse med måltid. Følg nøje den dosis, som lægen har ordineret. Det kan være nødvendigt at ændre dosis på grund af manglende virkning eller på grund af bivirkninger. Ændringer skal ordineres af lægen, fordi det er farligt selv at ændre på antallet af tabletter. Hvis du kommer til at tage for meget Azathioprin, skal du kontakte Dermatologisk Afdeling.

I hvor lang tid skal jeg tage Azathioprin?

Azathioprin skal tages i mindst tre måneder, før man kan afgøre, hvor godt den virker på den enkelte patient. Behandlingen kan vare i op til to år eller længere.

Må jeg tage anden medicin sammen med Azathioprin?

Du skal altid rådføre dig med din læge, hvis du får andre lægemidler sammen med Azathioprin. Hvis du er i behandling med Allopurinol, et lægemiddel der benyttes ved urinsyregigt, er det nødvendigt at nedsætte Azathioprin-dosis. 

Hvorfor skal jeg ha​​ve taget blodprøver​?

Blodprøverne kan vise tegn på bivirkninger, før disse bliver alvorlige. Det er vigtigt, der tages blodprøver cirka hver anden uge den første måned. Derefter tages der blodprøver hver 6.- 8. uge. Hvis du glemmer at få taget en blodprøve, skal den tages snarest. 

Bivirkninger

De fleste tåler behandlingen uden bivirkninger. Hvis du oplever bivirkninger, svinder de ofte, selv om behandlingen fortsættes. I nogle tilfælde vil lægen ordinere en pause, og senere genoptage behandlingen i lavere dosering. 

  • Kvalme og opkastninger forekommer, især i begyndelsen af behandlingen. 
  • Svien i munden og diare forekommer.
  • Kontakt lægen, hvis der opstår feber eller andre tegn på infektion. 
  • Kontakt også lægen, hvis du får punktformede røde pletter i huden (blødninger). Pletterne ses hyppigst på ankler og fodrygge. 
  • Øget hårtab kan ses, dog aldrig egentlig hårtab som ved kemoterapi.

Hvordan undgår jeg bivirkninger?

Regelmæssig kontrol er nødvendig for at imødegå eventuelle bivirkninger. Kontrollerne gennemføres hyppigere de første måneder og derefter hver 4.-8. uge under behandlingen. Ved blodprøver kontrolleres funktionen af lever og knoglemarv. 

Hvis du tror, du har fået bivirkninger af Azathioprin, skal du stoppe behandlingen og kontakte Dermatologisk Ambulatorium.

Azathioprin og alkohol​​

Der er ingen særlige forholdsregler.​

Graviditet og amning

Azathioprin bør af sikkerhedshensyn ikke anvendes under graviditet og i amningsperioden. Effektiv svangerskabsforebyggelse bør derfor anvendes under behandlingen. En del patienter har dog gennemført helt normale graviditeter under Azathioprinbehandling, og børnene er født uden misdannelser.

Må min partner blive gravid, mens jeg tager Azathioprin?

Det anbefales at holde pause med Azathioprin indtil graviditet er opnået.​​​

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Roskilde

Dermatologisk Afdeling

Sygehusvej 5

4000 Roskilde

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Roskilde

Ring til os

Hverdage kl. 8.00-12.00

Skriv til os

Øvrig information

Undersøgelse og behandling af hudsygdomme og kønssygdomme.