Hyperhidrose
Hyperhidrose
Hvad er hyperhidrose?
Sved produceres ved fysisk aktivitet, varmepåvirkning eller nervøsitet. Man sveder for at kunne regulere kropstemperaturen og forhindre overophedning.
Nogle personer sveder langt mere end, hvad der er nødvendigt for at regulere kropstemperaturen. Det kaldes hyperhidrose. Hvis du sveder meget, lider du måske af hyperhidrose. Det er der mange mennesker, der gør.
Hvordan kan hyperhidrose påvirke din hverdag?
- Svedige håndflader kan være en stor udfordring, hvis man fx arbejder som håndværker, musiker eller har arbejde, hvor man har fysik kontakt med andre.
- Det kan være, at du føler dig flov og derfor melder afbud til sociale arrangementer.
- Din hud kan blive påvirket af øget svedtendens.
- Du kan få skjolder på tøjet.
- Du kan behov for hyppigt at gå i bad og skifte tøj.
Hvordan behandles hyperhidrose?
I mange tilfælde behandles øget svedtendens af både armhuler og håndflader med antiperspirant fx aluminiumklorid (Perspirex ®). Hvis antiperspirant ikke har tilstrækkelig effekt, kan der suppleres med tabletbehandling med fx Glycopyrrolat.
Herudover kan armhuler og håndflader behandles med iontoforese. Man kan enten her på afdelingen eller hos en privat praktiserende hudlæge låne et iontoforese-apparat.
Hvis der ikke er tilstrækkelig effekt af ovenstående behandlinger, kan du evt. tilbydes behandling med botulinumtoxin (Botox®) afhængigt af sværhedsgraden.
Hvad er Botulinumtoxin? (Botox®)
Botulinumtoxin er et protein, der kan blokere bestemte typer af nerveimpulser. Ved at indsprøjte Butulinumtoxin tæt på svedkirtlerne, stoppes svedproduktionen i området. Behandlingseffekten varierer alt efter hvilket område, der bliver behandlet.
I offentligt regi tilbydes behandling til øget svedproduktion i armhuler og håndflader.
Du må ikke være gravid eller amme, når du får behandling.
Hvordan foregår behandlingen?
Små mængder Botulinumtoxin sprøjtes ind i armhuler eller håndflader. Behandlingen gives af en læge eller en specialuddannet sygeplejerske.
Virkningen af behandlingen kommer i løbet af 3-14 dage og varigheden er normalt 4-6 måneder eller længere. Effekten er lidt forskellig, men behandlingen virker hos 90%.
Behandling af armhuler
Før behandling
Du skal barbere dig i armhulerne ca. 3 dage før behandlingen.
På behandlingsdagen
Når du møder til din første behandling, udfører vi en svedmåling (gravimetrisk måling), hvor vi vejer den mængde sved, du producerer.
Hvis svedtmålingen ikke opfylder kriterierne for, hvor meget du skal svede for at få behandling, kan du ikke tilbydes behandlingen med botulinumtoxin.
Hvis du opfylder kriterierne, vil du blive tilbudt 3 behandlinger med botulinumtoxin med 6 måneders mellemrum.
Før 4. behandlinger, skal der udføres gravimetrisk måling igen.
Du skal derfor ca. 3 dage før, der skal udføres gravimetrisk måling, barbere dig i armhulerne. Hvis du fortsat opfylder kriterierne, vil du igen blive tilbudt 3 behandlinger.
Sveder du ikke tilstrækkeligt, tilbyder vi at gentage en svedmåling efter 1-3 mdr. Sveder du stadig ikke tilstrækkeligt, vil du blive afsluttet.
Selve behandlingen foregår uden lokalbedøvelse, typisk i 15-20 punkter med 1-2 cm afstand. Behandlinger tager ca. 20 min.
Efter behandlingen
Du kan forvente effekt efter 3-14 dage og varighed i op til 12 mdr. Behandlingen kan gentages efter 6 mdr.
Du bør ikke anvende hudplejemidler i armhulerne resten af dagen pga. risiko for infektion.
Bivirkninger
Smerter og ubehag ved injektionsstederne. Let rødme af huden i armhulerne.
Husk at have spist og drukket, inden du møder til behandling.
Behandling af håndflader
På behandlingsdagen
Når du møder til din første behandling, vil dine hænder blive vurderet af hudlægen. Der skal være synlige svedperler på hænderne og/eller fingrene for, at du kan få tilbudt behandling med botulinumtoxin.
Hænderne bliver som regel lokalbedøvet, inden du behandles. Du skal vente ca. 10-15 minutter efter anlæggelse af lokalbedøvelse, inden du får behandling med botulinumtoxin.
Det er muligt at frasige sig lokalbedøvelse.
Bedøvelsen varer ca. 3-7 timer. I den periode, kan du ikke bruge hænderne. Du må derfor ikke køre bil eller cykle før, du har fuld funktion af hænderne igen. Vi anbefaler derfor, at du ledsages af en pårørende. Alternativt skal du benytte dig af offentlig transport.
Ved behandlingen sprøjtes botulinumtoxin ind i huden typisk i 40 punkter med ca. 1-2 cm afstand.
Behandlingen varer ca. 45-60 min.
Du kan forvente effekt efter 3-14 dage og varighed i op til 8 mdr. Behandlingen kan tidligst gentages efter 6 mdr.
Bivirkninger
Smerter og ubehag ved anlæggelse af lokalbedøvelse samt indstikssteder. Der er potentielt en lille risiko for beskadigelse af nerverne i håndleddet ved anlæggelse af lokalbedøvelse. Nedsat kraft i håndmusklerne kan forekomme i op til flere uger. Over tid, kan der forekomme nedsat muskelfylde.
Husk at have spist og drukket, inden du møder til behandling.
Graviditet og amning
Du må ikke være gravid eller amme, når du får Botulinumtoxin.
Kontakt
Adresse
Sjællands Universitetshospital, Roskilde
Dermatologisk Afdeling
Sygehusvej 5
4000 Roskilde
Se kort
Find vej til Sjællands Universitetshospital, RoskildeRing til os
Skriv til os
Øvrig information
Undersøgelse og behandling af hudsygdomme og kønssygdomme.
Opdateret tirsdag den 23. jan. 2024