Hvad er Pyoderma Gangrenosum?
Årsagen kendes ikke, men skyldes formentlig en overaktivitet i immunforsvaret, der påvirker hudens blodkar og danner smertefulde sår.
Sårene kan opstå efter et slag på huden, eller hvor der tidligere har været et operationssår, eller helt uden at man kender årsagen. I nogle tilfælde har patienten allerede en anden sygdom, for eksempel gigt eller tarmsygdom.
Hvordan ser sårene ud?
Sårene er dybe, smertefulde med velafgrænset ofte rød-lilla kant. Sårene bliver meget hurtig større. Den omgivende hud er rød og irriteret. Såret starter ofte som en lille rød hævelse. Mange beskriver det som noget, der lignede et insektstik i starten.
Efterhånden går der hul på huden. Der kan både forekomme ét enkelt sår, eller flere sår samtidig. Sårene kan opstå overalt på huden, men ses først og fremmest på benene.
Hvordan behandles sygdommen?
Ansvaret for behandlingen skal altid varetages af en hudlæge. Målet med behandlingen er at forsøge at såret ikke bliver større og at såret heler op. Der behandles som udgangspunkt med medicin, der dæmper immunforsvaret.
Ofte bruges høje doser af binyrebarkhormon. I nogle tilfælde kombineres binyrebarkhormon med andre immunhæmmende midler. Biologiske lægemidler anvendes også i nogle tilfælde. I milde tilfælde begynder man med at smøre med binyrebarkhormon cremer eller salver i såret og i sårkanten.
Sårene må ikke oprenses med saks og pincet, da sårene vil blive større. Er sårene blevet dybe at der er synlig sene, kan det blive nødvendigt med en Aircast-støvle der holder senen i ro. Støvlen udleveres af afdelingen. Den daglige sårbehandling varetages af din hjemmesygeplejerske.
Hvordan skal jeg leve med sygdommen?
Vi anbefaler, du holder dig i ro og går maximalt 1.500 skridt dagligt. Smør den øvrige hud med fugtighedscreme, så den ikke udtørrer. Tag gerne brusebad. Bandagen må ikke blive våd. Har du mange smerter i såret, er det vigtigt du tager smertestillende. Tal med lægen om hvilken medicin du skal tage.
Rygning er dårligt for sårhelingen. Vi anbefaler derfor at du stopper med at ryge. Der findes rygestopkurser i kommunerne og forskellige hjælpemidler på apoteket. Vi anbefaler en sund og varieret kost for at fremme sårhelingen.