Mild ar-behandling med non-ablativ fraktioneret laser (NAFL)
Mild ar-behandling med non-ablativ fraktioneret laser (NAFL)
Vi behandler ar i ansigt eller på hals. Arrene kan være opstået efter acne eller anden hudsygdom, eller de kan skyldes et traume. I særlige tilfælde behandler vi også ar andre steder på kroppen.
Forandringer i huden skal altid først vurderes af en læge. Lægen vil blandt andet vurdere, om arrene egner sig til behandling og om de er skæmmende nok til at opnå behandling uden betaling i hospitalsregi. Milde forandringer behandles som udgangspunkt ikke på hospitalet, men man kan få råd til, om det vil give mening at opsøge privat behandling.
Nogle hudtyper er mere modtagelige for bivirkninger efter laserbehandling end andre. Lægen rådgiver omkring dette. I nogen tilfælde anbefaler man ikke at benytte laser.
Hvordan virker non-ablativ fraktioneret laser?
Lysenergi fra laser-apparatet udsendes i små punkter fra et håndstykke, der holdes mod hudens overflade. Energien optages i små søjler i huden, som derfor ændrer struktur på grund af opvarmning. Dette kan føles som et stikkende ubehag. I dagene og ugerne efter behandlingen reparerer huden sig, og det er denne proces som vil give en udglatning af arvævet.
Før behandlingen
Huden skal være så lys som overhovedet muligt, for at undgå risiko for pigmentskader under og efter behandlingen. Make-up skal afrenses grundigt inden behandlingen. Selv små rester make-up på huden kan mindske effekten af behandlingen eller medføre hudforbrændinger. Eventuel kraftig og mørk hårvækst i behandlingsområdet skal være fjernet. To timer før behandlingen skal du påføre bedøvelsescreme og plaster på det område, som skal behandles. To timer før anbefaler vi ligeledes, man tager 1 panodil.
Hvordan udføres behandlingen?
Du skal ligge på en briks og have lysbeskyttende briller på. Behandlingen foretages af en læge. Behandlingstiden er cirka 5-15 minutter, dog afhængig af hvor stort det behandlede område er.
Efter behandlingen
Du vil blive bedt om at køle huden med isposer cirka 15 minutter efter behandlingen. Huden må ikke udsættes for sollys i minimum 12 uger efter behandlingen, eller så længe huden virker påvirket af behandlingen, da huden ellers kan blive misfarvet og skjoldet. Brug solcreme med minimum faktor 25. Du bør ikke gå i svømmehal eller bade i havet et par dage efter behandlingen. Du kan anvende dine cremer og make-up 2 timer efter behandlingen, hvis ikke andet aftales. Oftest er det dog hensigtsmæssigt at vente til den følgende dag.
Bivirkninger
Det kan føles varmt og stikkende i huden under behandlingen. Det er almindeligt med rødme og hævelse i området. Det går oftest over inden for timer til få dage. Der kan komme let skældannelse eller små sår. I sjældne tilfælde kan der opstå langvarige pigmentændringer eller små ar efter behandlingen. Der er en øget risiko for forbrænding i huden ved solbrændthed eller pigmenteret hud af anden årsag. Skønnes det, at din hud er for solbrændt eller pigmenteret, må behandlingen derfor i nogle tilfælde udsættes.
Huden plejes bedst ved at blive vasket med lunkent vand og eventuel mild uparfumeret sæbe dagligt og må gerne smøres med uparfumeret fugtighedscreme.
Hvor mange behandlinger skal jeg have?
Antallet af behandlinger varierer fra patient til patient. Almindeligvis behandles 3 gange. Behandlingen gentages typisk hver 4.-6. uge. I en del tilfælde er ganske få behandlinger tilstrækkeligt. Effekten af behandlingen er langvarig, men sjældent fuldstændig permanent.
Gravid og ammende
Du må ikke være gravid eller amme, når du får laserbehandling.
Kontakt
Adresse
Sjællands Universitetshospital, Roskilde
Dermatologisk Afdeling
Sygehusvej 5
4000 Roskilde
Se kort
Find vej til Sjællands Universitetshospital, RoskildeRing til os
Skriv til os
Øvrig information
Undersøgelse og behandling af hudsygdomme og kønssygdomme.
Opdateret tirsdag den 23. jan. 2024