Tralokinumab (Adtralza)
Adtralza (Tralokinumab)
Ved atopisk eksem er en lille del af immunforsvaret overaktivt, og Tralokinumab dæmper helt specifikt den del af immunforsvaret. Herved mindskes eksemet og kløen.
Du kan få tilbudt behandling med Tralokinumab, hvis du har svær atopisk eksem, hvor behandling med andre lægemidler er utilstrækkelige eller giver uacceptable bivirkninger.
Tralokinumab gives til voksne og unge over 12 år.
Hvor ofte tages medicinen
- Der gives 4 sprøjter den første gang (startdosis på 600 mg)
- Herefter skal du have 2 sprøjter hver 14. dag (dosis på 300 mg)
Første gang du får Tralokinumab, skal du vente i ambulatoriet i 30 minutter efter medicinen er givet. I meget sjældne tilfælde kan man få en allergisk reaktion på Tralokinumab.
Hvis du glemmer at tage dine sprøjter, skal du tage sprøjterne så snart du opdager det og ændre dagen for næste indsprøjtning, så der igen er sammen tidsinterval.
Hvor hurtigt virker behandlingen
Du kan opleve en bedring af eksemet i løbet af få uger.
Hvis du ikke har haft nogen effekt af behandlingen efter 16 uger stoppes behandlingen.
Før behandlingen
- Hvis du er i behandling med antibiotika eller behandling for ormeinfektion, skal denne afsluttes, inden du begynder med Tralokinumab.
- Blodprøver tages inden behandlingen starter
Sådan kommer du i gang med behandlingen
Medicinen tages som en indsprøjtning i fedtvævet i huden, enten på i overarmen, låret eller på maven. Dog ikke mindre end 5 cm fra navlen.
Sygeplejersken vil lære dig, hvordan du selv tager medicinen.
Hvis du ikke kan stikke dig selv, kan en pårørende måske lære det, eller du kan få hjælp af en hjemmesygeplejerske.
Kontrol af behandlingen
Du skal til kontrol hos lægen efter ca. 16 ugers behandling.
Derefter skal du til kontrol hver 4. – 6. måned afhængigt af, hvor længe du har fået behandlingen.
Udlevering af Tralokinumab
Du får udleveret medicinen i medicinboks via afdelingen.
Sygeplejersken aftaler med dig, hvornår du kan hente medicinen.
Medicinen skal opbevares mellem 2-8 grader, også under transport.
Du får udleveret en køletaske første gang, du får medicin med hjem.
Husk køletasken og køleelement, når du henter medicin.
Bivirkninger
Den hyppigste bivirkning ved medicinen er en let hudirritation ved indstik stedet som ømhed, kløe, rødme. Det går over i løbet af et par dage.
Andre almindelige bivirkninger er:
- Tørre, røde og kløende øjne
- Infektioner i de øvre luftveje (dvs. forkølelse og ondt i halsen)
Hvis du får feber, infektioner eller ukendte symptomer, skal du kontakte afdelingen.
Hvis du får problemer med tørre øjne, kan du tage fugtende øjendråber, som du kan købe i håndkøb. Disse skal helst være uden konserveringsmidler.
Vaccinationer
Du må gerne få vacciner med døde vacciner som influenza og lungebetændelse.
Undgå vaccination med levende vacciner eksempelvis mod gul feber. Hvis du får brug for vaccinen, så tal med din hudlæge herom.
Operation
Hvis du skal opereres, skal du tale med din hudlæge om, hvilke forholdsregler der måske skal tages.
Graviditet og amning
Du må ikke få medicinen, hvis du er gravid eller ammer.
Hvis du har et ønske om at blive gravid, skal du tale med din læge herom.
Afbud
Hvis du bliver forhindret i at møde til de aftale tider, bedes du meddele dette til afdelingen i så god tid som muligt.
Scratch database
Patienter der er i behandling med Tralokinumab, vil med samtykke, blive oprettet i Scratch databasen.
Inden hvert lægebesøg bedes du besvare et spørgeskema. På afdelingen er der placeret en IPad på gangen udenfor lægerummet hvor spørgeskemaet bedes besvares.
Det er muligt at besvare spørgeskemaet hjemmefra med MitID på Scratch.zitelab.eu
Det er også muligt at åbne databasen via QR koden:
Opdateret mandag den 22. apr. 2024