Xolair® (Omalizumab)
Xolair® (Omalizumab)
Hvad er Xolair
Xolair er et kunstigt fremstillet antistof, der bruges til behandling af kronisk spontan nældefeber (urticaria) og eller angioødem, hvor andre lægemidler har utilstrækkelig effekt eller ikke tåles.
Hvordan virker Xolair
IgE er en del af vores immunsystem, men spiller også en vigtig rolle for udvikling af kronisk og spontan nældefeber. Det aktive stof i Xolair er Omalizumab – et antistof rettet mod IgE. Det virker ved at blokere for det IgE, som kroppen producerer, og derved lindre symptomerne.
Hvordan anvendes Xolair
Xolair gives som en indsprøjtning i underhuden og kan gives enten i maven, i låret eller på bagsiden af overarmen. Typisk gives 2 sprøjter ad gangen, i alt 300 mg hver 4. uge.
Behandlingen gives de første 3 gange af en sygeplejerske. Efter behandlingen skal du sidde 30 min i afdelingen til observation.
Efter de første 3 behandlinger med Xolair, kan du overgå til hjemmebehandling. En sygeplejerske vil lære dig, hvordan du selv tager indsprøjtningerne.
Hvor hurtigt virker det
Nogle mærker en bedring allerede efter få uger, men der kan gå op til 3 måneder, inden den fulde effekt er opnået. Effekten vurderes af en læge, som tager stilling til den videre behandling.
Bivirkninger
Den hyppigste bivirkning er hovedpine og lokal hudreaktion på indstik stedet, så som smerte, hævelse, kløe og rødme. Infektion i de øvre luftveje; forkølelse, halsbetændelse eller bihulebetændelse. Ledsmerter.
I meget sjældne tilfælde kan der forekomme allergiske reaktioner. Hvis du får akutte symptomer, for eksempel udslæt eller vejrtrækningsproblemer, skal du kontakte Dermatologisk ambulatorium, vagtlæge eller egen læge.
Nedtrapning – når du er på hjemmebehandling
Hvis du oplever god effekt af medicinen, skal du trappe ned i medicin. Det gør du ved at forlænge intervallet mellem indsprøjtningerne med en uge af gangen. Du skal huske at udfylde UAS-7 skemaet ugen før, du skal tage næste dosis.
Hjemmebehandling- udlevering og opbevaring
Hvis du fortsætter med behandlingen hjemme, foregår det på følgende måde:
Du får udleveret en køletaske med fryseelementer til transport af de Xolair-sprøjter, som vi udleverer til dig.
Det er vigtigt, at du opbevarer medicinen korrekt – også under hjemtransporten. Du skal derfor altid huske at tage køletasken med, hvis du skal have medicin med hjem.
Xolair skal opbevares ved køleskabstemperatur, det vil sige ved 2-8°C.
Graviditet og amning
Du må som udgangspunkt ikke få Xolair, hvis du er gravid eller ammer dit barn. Hvis du ønsker at blive gravid bør det tidligst være 12 uger efter sidste injektion. Informer lægen om din plan, så vi kan ændre din behandling.
Udlandsrejser
Behandling med Xolair medfører, at risikoen for infektioner med parasitter øges. Hvis du tidligere har opholdt dig i tropiske eller subtropiske egne eller har planlagt en rejse til denne del af verden, skal du fortælle det til din læge.
Hvis du har brug for at tage din medicin med på rejse, skal du medbringe et rejsebrev, som du kan få udleveret fra afdelingen. Medicinen skal være i håndbagagen og på køl.
Du kan læse mere om nældefeber(urticaria) på: http://www.astma-allergi.dk
Med venlig hilsen
Personalet Dermatologisk Afdeling
Sjællands Universitetshospital, Roskilde
Sygehusvej 5
4000 Roskilde
Tlf. 4732 2600
Kontakt
Adresse
Sjællands Universitetshospital, Roskilde
Dermatologisk Afdeling
Sygehusvej 5
4000 Roskilde
Se kort
Find vej til Sjællands Universitetshospital, RoskildeRing til os
Skriv til os
Øvrig information
Undersøgelse og behandling af hudsygdomme og kønssygdomme.
Opdateret torsdag den 8. aug. 2024