Gå til indhold

Dupilumab (Dupixent)

Se kontaktoplysninger
Dupilumab er en injektionsbehandling, der bruges til behandlingen af svær atopisk eksem.

 

Dupixent (Dupilumab)

Ved atopisk eksem er en lille del af immunforsvaret overaktivt, og Dupilumab dæmper helt specifikt den del af immunforsvaret. Herved mindskes eksemet og kløen.

Du kan få tilbudt behandling med Dupilumab, hvis du har svær atopisk eksem, hvor behandling med andre lægemidler er utilstrækkelige eller giver uacceptable bivirkninger.

 

Hvor ofte tages medicinen

  • Der gives 2 injektioner den første gang (dobbeltdosis på 600 mg)
  • Herefter skal du have 1 injektion hver 14. dag (en dosis på 300 mg)

Første gang du får Dupilumab, skal du vente i ambulatoriet i 30 minutter efter medicinen er givet. I meget sjældne tilfælde kan man få en allergisk reaktion på Dupilumab.

Hvis du glemmer at tage en sprøjte, skal du tage sprøjten så snart du opdager det og ændre dagen for næste indsprøjtning, så der igen er sammen tidsinterval.

 

Hvor hurtigt virker behandlingen

Du kan opleve en bedring af eksemet i løbet af få uger. Har du astma, kan du opleve bedring af dine astmasymptomer, når du behandles med Dupilumab. Det er meget vigtigt, at du kun ændrer din astmamedicin efter aftale med den læge, der står for din astmabehandling.

Hvis du ikke har haft nogen effekt af behandlingen efter 16 uger stoppes behandlingen.

 

Før behandlingen

  • Hvis du er i behandling med antibiotika eller behandling for ormeinfektion, skal denne afsluttes, inden du begynder med Dupilumab.
  • Blodprøver tages inden behandlingen stater

 

Sådan kommer du i gang med behandlingen

Medicinen tages som en indsprøjtning i fedtvævet i huden, enten på låret eller på maven. Dog ikke mindre end 5 cm fra navlen.

Sygeplejersken vil lære dig, hvordan du selv tager medicinen.

Hvis du ikke kan stikke dig selv, kan en pårørende måske lære det, eller du kan få hjælp af en hjemmesygeplejerske.

 

Kontrol af behandlingen

Du skal til kontrol hos lægen efter ca. 16 ugers behandling.

Derefter skal du til kontrol hver 4. – 6. måned afhængigt af, hvor længe du har fået behandlingen.

 

Udlevering af Dupilumab

Du får udleveret medicinen i medicinboks via afdelingen.

Sygeplejersken aftaler med dig, hvordan du kan hente medicinen.

Medicinen skal opbevares mellem 2-8 grader, også under transport.

Du får udleveret en køletaske første gang, du får medicin med hjem.

Husk køletasken og køleelement, når du henter medicin.

 

Bivirkninger

Den hyppigste bivirkning ved medicinen er en let hudirritation ved indstik stedet som ømhed, kløe, rødme. Det går over i løbet af et par dage.

Andre almindelige bivirkninger er:

  • Tørre, røde og kløende øjne
  • Øjenirritation
  • Forkølelsessår på læber og hud

Hvis du får feber, infektioner eller ukendte symptomer, skal du kontakte afdelingen.

Hvis du får problemer med tørre øjne, kan du tage fugtende øjendråber, som du kan købe i håndkøb. Disse skal helst være uden konserveringsmidler.

 

Vaccinationer

Du må gerne få vacciner med dræbte vacciner som influenza og lungebetændelse.

Undgå vaccination med levende vacciner eksempelvis mod gul feber. Hvis du får brug for vaccinen, så tal med din hudlæge herom.

 

Operation

Hvis du skal opereres, skal du tale med din hudlæge om, hvilke forholdsregler der måske skal tages.

 

Graviditet og amning

Du må ikke få medicinen, hvis du er gravid eller ammer.

Hvis du har et ønske om at blive gravid, bør det tidligst ske 12 uger efter afsluttet behandling.

 

Afbud

Hvis du bliver forhindret i at møde til de aftale tider, bedes du meddele dette til afdelingen i så god tid som muligt.

 

Scratch database

Patienter der er i behandling med Dupilumab, vil med samtykke, blive oprettet i Scratch databasen.

Inden hvert lægebesøg bedes du besvare et spørgeskema. På afdelingen er der placeret en IPad på gangen udenfor lægerummet hvor spørgeskemaet bedes besvares.

Det er muligt at besvare spørgeskemaet hjemmefra med MitID på Scratch.zitelab.eu

Det er også muligt at åbne databasen via QR koden:

 

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Roskilde

Dermatologisk Afdeling

Sygehusvej 5

4000 Roskilde

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Roskilde

Ring til os

Hverdage kl. 8.00-12.00

Skriv til os

Øvrig information

Undersøgelse og behandling af hudsygdomme og kønssygdomme.