Ring altid først
Husk, at du altid skal ringe til Skadetelefonen 1818, før du møder op på skadestuen, ofte kan man klare situationen med et råd i telefonen.
I Skadetelefonen sidder behandlersygeplejersker klar til at guide dig til den rigtige og hurtigste hjælp døgnet rundt.
Hørehæmmede kan møde op uden at ringe først.
I Skadetelefonen gør vi alt, hvad vi kan, for at lave korrekte vurderinger, så du ikke bliver udsat for unødvendig transport. Du kan blive henvist til et af Region Sjællands fire akutsygehuse i Slagelse, Nykøbing F., Holbæk eller Køge. Nogle tilfælde kan også behandles i Roskilde, Næstved, Kalundborg, Odsherred eller Nakskov.
Én modtagelse
Akutafdelingen arbejder efter et koncept, hvor alle akutte patienter visiteres gennem akutafdelingens modtagelse før evt. indlæggelse på andre afdelinger på Sjællands Universitetshospital, Køge eller Roskilde.
Ventetid, prioritering og forløb
Hvis der er mange patienter i skadestuens venteværelse, kan det være svært at overskue, hvor lang tid du skal vente. Patienterne bliver som regel behandlet i samme rækkefølge, som de ankommer, men alvorlige skader bliver prioriteret højest. Hvis små eller mindre børn har brug for hjælp, kommer de hurtigere til behandling end voksne. Du er altid velkommen til at spørge personalet om aktuelle ventetider eller lignende.
En behandlersygeplejerske vurderer behov for behandling, hvilken hjælp der skal ydes og hvor hurtigt du skal behandles, når du ankommer til modtagelsen. Behandlersygeplejersken kan, på baggrund af lægelige instrukser, afslutte behandling af mindre skader. Større skader henvises til lægen. Når du venter, kan det være, at din skade ikke længere virker så slem som først antaget, og at du derfor tager hjem uden behandling. Før du tager hjem, skal du give besked til personalet, så vi ved, hvordan det står til med dig.